Andreas Stryger afløser Helt | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
11. maj 2015
Andreas Stryger (foto Team Sydhavsøernes hjemmeside)

Den tidligere u-landsholdsspiller Andreas Stryger fra Team Sydhavsøerne kommer i Ribe Esbjerg HH til at afløse Matias Helt, som skifter til sydligere himmelstrøg.

 - Andreas Stryger er som playmaker en type, som minder en del om Matias. Han er en dygtig iscenesætter med et godt blik for spillet. Han er i øvrigt i besiddelse af et rigtig godt stående skud.

Han blev kåret som den bedste spiller i 1. division i sæsonen 13-14, og det har hele tiden ligget i kortene, at hans næste skridt skulle være en ligaklub, siger sportschef Sune Agerschou, der fortsætter: - Vi glæder os til at tage i mod Andreas.

Andreas Stryger har hele sin karriere spillet i Team Sydhavsøerne. Først i ungdomsafdelingen HMH afbrudt af et år i GOG, da han gik på efterskole på Fyn. Han kom tilbage som første års yngling.

- Så det er blevet til 13-14 år i den røde trøje, fortæller Andreas Stryger.

Han stammer fra Sakskøbing men bor i dag i København.

- Jeg flyttede til København for at studere markedsøkonomi. Et studie, jeg nu er færdig med, siger den 25-årige Andreas, der stammer fra Sakskøbing.

- Det er noget af et spring at tage til Sydvestjylland?

- Det er et stort skridt at skifte til det jyske, men da jeg fik henvendelsen fra Ribe-Esbjerg HH, var jeg ikke i tvivl.

- Hvad fik dig til at skifte?

- Det Sune fortalte om klubben og hele set up’et omkring Ribe-Esbjerg HH. Jeg har været i Esbjerg og set på forholdene, og det er et dejligt sted, så nu flytter jeg.

- Jeg har også gerne villet prøve noget nyt.

- Jeg har bevist, at jeg kan være med i 1. division, og jeg vil gerne prøve det næste skridt, nemlig ligaen. Så der har ikke været de store betænkeligheder.

Andreas Stryger overvejer nu, om han skal uddanne sig yderligere og eventuelt tage en bachelor indenfor markedsøkonomi.

- Nu skal jeg lige have fat i en studievejleder, og så må vi se, lyder det.

Andreas Stryger var på U-landsholdet i 1 ½ år, hvor bedste resultat i hans tid var en sølvmedalje.