De unge lærte en masse | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
23. august 2015

En ny og spændende sæson nærmer sig ikke alene for ligaholdet, men også vores unge mennesker i UH Esbjerg er ved at klargøre sig til den forestående turnering.

Som optakt har både U18 og U16 været til HEI Cup i Århus, der er Danmarks bedst besatte opstartsstævne med landets bedste hold.

U18 var i pulje med Team Tvis Holstebro, Ålborg og Skanderborg. Holdet lagde ud fredag aften mod Holstebro i den reelle første kamp efter ferien. Meget rust skulle bankes af, og det blev en rodet kamp, hvor dommerne bragte sig i fokus med en ”spændende linje”. UH Esbjerg tabte med 18-19.

Lørdag formiddag mødte holdet Ålborg. Det blev en lige kamp, hvor UH Esbjerg kom godt fra start, men ikke fik løst op for modstandernes forsvar, og kampen blev tabt med tre ”pinde”.

Mod Skanderborg lørdag eftermiddag fungerede spillet fint. Højre side blev kørt id, og generelt var det en god kamp, der blev vundet med 24-17. Det betød, at holdet kun var et mål fra en semifinale. Ærgerligt, men det vigtigste var processen.

Søndag morgen stod Mors som modstander, og det gav en rimelig sikkert sejr. Her blev hele bredden brugt og alle kom i gang.

U 18 har således haft et rigtig fint stævne.

- Nu er vi klar til at se kvalifikationspuljen i næste uge. Det er dem, vi skal spille mod om en plads i 1. division, fortæller ungdomstræner Mark Bendixen.

U16 var ved stævnet rent fysisk overmatchet. Det er et rent hold af første årgange, og de havde det svært men har lært en masse.

Holdet vandt ingen kampe, men det var meget tæt på at slå sidste års mestre. Holdet mødte Ålborg, Silkeborg-Voel og Fredericia, der er Danmarks bedste hold p.t.

- Det var en hård pulje, men de har kæmpet og lært en masse.

- Alt i alt var det en god tur med hele klubben. Det var rigtig hyggeligt, fortæller Mark Bendixen.

Nu venter kvalifikationsturneringen om 14 dage, ligesom U16 deltager i et stort stævne i Ribe næste weekend.