De unge talenter er vigtige | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
15. september 2016

- Vi har det bedste hold i klubbens historie, og I vil opleve et helt nyt hold.

Det fastslog formanden for Ribe-Esbjerg HH, advokat Holger Refslund, DAHL, da han forud for sæsonpremieren mod HC Midtjylland bød sponsorer og samarbejdspartnere velkommen til sæsonen ved et VIP-arrangement i Carlsberg Lounge.


Holger Refslund slog også fast, at REHH gør meget ud af ungdomsarbejdet, og der skal være plads til egne talenter på ligaholdet.

Tre unge er således rykket op i år og U16 og U18 spiller allerede i deres respektive bedste rækker.

- At vi spiller i de bedste rækker og gør meget for ungdommen betyder også, at vi får henvendelser udefra fra unge, der gerne vil spille hos os.

- Vi vil og vi er også nødt til med det spillerbudget, vi har, at udvikle egne talenter, slog formanden fast.



Sune Agerschou præsenterede ligatruppen og interviewede trænerne for aftenens hold. De var selvsagt ikke enige i, hvilket hold, der vandt, men det blev som bekendt desværre Midtjyllands træner, der fik ret.

Den Røde Okse serverede en særdeles lækker menu for gæsterne bestående af lun citronpeber bagt laksefilet med fennikel-crudité og aioli.

Som hovedret var der BBQ-stegt kyllingebryst med stegt græskar og svampe, stegt kalvefilet Ala Saltimboca med røget skinke, salvie og ost. Cremet sennepssauce med frisk estragon.

Hertil lun kartoffelsalat med store oliven, cherrytomater, forårsløg samt frisk purløg og persille. Bagt gulerodssalat med appelsin, citron og honning. Marineret spidskålssalat med bagte nødder og æbler samt Focaccia med frisk rosmarin, hele hvidløg og økosmør.

Desserten var hindbær panna cotta med hindbærgelé og vanilje.

Hele vejen igennem en flot smagskombination, hvor de enkelte ingredienser klædte hinanden.

Til dette serverede Scandinavian Wine en hvid og rød vin fra det nordlige Mallorca. Butxet va de blanc er en særdeles behagelig hvidvin, der gjorde sig godt til forretten, men som med garanti også vil være dejlig på en varm sommerdag samt til lette retter.

Butxet Merlot son de Claret er en virkelig god vin med en fyldig og behagelig lang eftersmag.

Og således godt forsynet kunne gæsterne gå til aftenens håndboldkamp.
(Fotos: Elkjaerfoto.dk)