En afgørende kamp | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
18. marts 2017

Der bliver for alvor noget at spille om, når vi på mandag møder SønderjyskE i Blue Water Dokken.

For SønderjyskE er det en kamp, der skal vindes, hvis de vil have den mindste chance for at komme i slutspillet. For dem er det en vind-eller-forsvind kamp, da de skal vinde de tre sidste kampe for at komme i slutspillet.

For os vil en sejr betyde, at vi kommer meget tæt på at være i slutspillet. Dertil kommer, at vi har tabt de to sidste hjemmekampe mod SønderjyskE, så vi har faktisk et par revancher til gode. Og endelig er der det rent prestigemæssige i et sådant sydvestjysk- og sønderjysk ”derby”

- SønderjyskE er en svær modstander, fastslår træner Claus Uhrenholt: - Det er godt hold med gode spillere. De har bare været svingende i spillet.

- Det er ikke en kamp, man blot lige tager ind og ordner i Blue Water Dokken sådan en mandag aften. Det bliver benhårdt spil.

- Der er mange ting i den kamp. Dels kan vi med en sejr og afhængig af de øvrige resultater få en plads i slutspillet. De øvrige kampe i denne runde spilles i weekenden, så begge hold kender resultaterne og ved, hvor de står.

- Dels har vi revancher til gode fra de første opgør, så mon ikke det er en passende lejlighed at tage de revancher? Og så er det jo også en form for lokalopgør.

- Vores hold har jo også vist en stigende formkurve efter pausen?

- Vi har spillet godt håndbold, siden vi kom fra januar-pausen. Det vigtigste er at holde momentum og spille den form for bold, vi har spillet hidtil, hvor spillerne byder ind på skift. Vi skal have en god præstation over hele linjen for at slå et hold, der har kniven på struben, siger Claus Uhrenholt, der føjer til:

- Vi håber på rigtig mange mennesker i hallen, så vi virkelig kan prale af, at vi er på hjemmebane. Der er ingen tvivl om, at der kommer mange af SønderjyskE’s fan.

- Det er en af de kampe, man som spiller og træner ser frem til. Det er derfor vi træner. Det er sådanne kampe, der er sjove at spille.

Claus peger på, at denne tredje sidste runde bliver afgørende for mange ting.

- Et par af vore konkurrenter, Midtjylland og Århus, mødes eksempelvis i Århus. Og Mors-Thy tager til Holstebro, så vore hold går en spændende tid i møde.

- Men vi holder fokus på os selv og en kamp af gangen, fastslår Claus Uhrenholt.