En fantastisk aften | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. marts 2017

Mandag blev en fantastisk aften. Ligaholdet spillede sig i slutspillet, og Skjern Banks og Ribe-Esbjerg HH's store spinningsarrangement forud for ligakampen gav et fantastisk overskud og blev en kæmpe succes. Ikke færre end 1.062.451 kroner blev kørt ind på de 19 spinningscykler, der var sat op. Ved sidste års arrangement blev der kørt 830.000 kroner ind.

Sune Agerschou kunne fortælle, at det er det største beløb, der er indkørt af nogen håndboldklub i år, og det nærmer sig den hidtidige samlede rekord, der blev sat få år tilbage i Holstebro.

Det var sammenlagt 226 sponsorer, der sørgede for det meget flotte beløb, som de mange ryttere kørte hjem samtidig med, at de kørte om nogle meget flotte både hoved- og spurtpræmier, der også var skænket af sponsorer.

Der var fem hovedpræmier til de ryttere, der kørte flest penge ind.

Her blev formanden for Det Faglige Hus, Johnny Nim, vinder, idet han kørte ikke færre end 370.000 kroner ind. Gevinsten var et gavekort fra Primo Tours.

Nummer to blev Kim Schousboe, Det Faglige Hus, der kørte 107.000 kr ind. Præmien var en flot cykel fra Ribe Cykellager.

Nummer tre blev et hold fra REHH, Mathias Nikolajsen og Thomas Clausen, der kørte 104.000 kr ind. Også til dem var der en flot cykel fra Ribe Cykellager.

Nummer fire blev. Kent Christensen, Det Faglige Hus, med 101.000 indkørte kroner, og han vandt et sommerhusophold. Det samme gjorde nummer fem, Lars Bülow fra NemByg, der kørte 49.000 kroner ind.

Sune Ahrenkiel kunne byde velkommen og fortælle, at ikke færre end 932 deltog i arrangementet, der bød på spisning for tilskuerne mens rytterne måtte svede på cyklerne under ledelse af Susanne Theils, der er fitnesinstruktør.

Journalist Søren Kaster fra Radio Victoria styrede slaget gang.

Mere om arrangementet de kommende dage.

Fotos: Mogens B.