En ordentlig mavepuster.. | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
25. september 2018

Kampen i Lemvig mandag aften blev desværre ikke det vendepunkt, som REHH havde håbet og troet på. De første 15 min. af kampen fulgtes de to hold tæt ad. Stillingen efter det første kvarter var 7-7. Herefter stod der Lemvig på resten af halvlegen, og hjemmeholdet kunne gå til pause foran hele 18-12.

Det store forspring krævede handling fra Lars Walther. REHH forsøgte fra 2. halvlegs start at tage initiativ forsvarsmæssigt og gik bl.a. frem på Rasmus Porup, der i 1. halvleg havde banket 6 kasser ind. Det offensive forsvar betød dog mere plads på stregen bagved – og det udnyttede Lemvig.

REHH havde store problemer især defensivt, men også angrebsmæssigt kneb det med at finde rytmen. Alt for hurtige afslutninger. Alt for lidt aggressivitet. Lemvig kæmpede bravt, og indsatsen bar frugt – de fik fat i returboldene og havde flere gange parade-ind, mens REHH havde stolpe-ud.

Som 2. halvleg skred frem kom REHH dog bedre med. Med et endnu mere offensivt forsvar de sidste 12 min. lykkedes det i en periode at hente fire mål i træk og mindske Lemvigs føring til tre mål med 4 min. igen. Tættere på kom REHH dog aldrig.

Det er tydeligt at se, at der stadig er masser at arbejde med for REHH’s trænerduo. Næste opgave bliver på lørdag, når Århus Håndbold gæster Blue Water Dokken kl. 16.00. Der er gratis entré til kampen, så kom i hallen og hjælp holdet på vej mod en tiltrængt sejr.