En verdenssucces til Esbjerg | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
13. april 2018

Til et næsten udsolgt arrangement leverede en af Danmarks mest succesfulde iværksættere, Jesper Buch, et spændende, medrivende og ikke mindst inspirerende foredrag. Forinden havde de mange fremmødte gæster nydt en dejlig frokost i Musikhusets foyer.

Jesper Buch fortalte indledningsvist om sin opvækst i Vamdrup med en dybt alkoholiseret far, som han senere startede sin første virksomhed op i samarbejde med – et værtshus på den jyske vestjysk. Herefter fulgte en indlevende historie om Just Eat, der blev opstartet i en kælder, og om de mange forskellige bump på vejen til den i dag verdensomspændende succesfulde onlinevirksomhed.

Forinden sit første iværksætterprojekt havde Jesper haft en god tid i det danske forsvar – en tid der gav ham en ballast og struktur, som han mener senere har været særdeles gavnlig for ham i hans erhvervsmæssige karriere. Jesper fravælger dog den militære karriere og får i stedet en plads hos Udenrigsministeriet i Norge. Da han en sen aften kigger i sit tomme køleskab i lejligheden i Oslo, bliver idéen til Just Eat skabt: det skal være muligt at bestille fastfood online. Som Jesper selv beskriver det, fik han ”et sug i mellemgulvet” og var overbevist om, at han skulle følge sin mavefornemmelse.

Herefter fulgte flere år med ekstremt hårdt arbejde med flere nedture undervejs. På trods af modgangen var viljen og troen på idéen så stærk, at Jesper og en af hans kompagnoner pakker en sovepose i bilen og kører fra Frederikshavn og hele vejen gennem Danmark, hvor de på 30 dage minutiøst gennemgår alle byer over 35.000 indbyggere for mulige kunder. Herefter kommer den ønskede fremgang i virksomheden, og som Jesper selv udtrykker det: der findes ikke held, medmindre man vinder i lotto, men kun hårdt arbejde! I løbet af processen går det også op for Jesper, at troen på egne evner og hårdt arbejde kan vinde over frygten for de direkte konkurrenter på markedet.

At Jesper er hvor han er i dag er en på alle mulige måder inspirerende, interessant og absolut lærerig fortælling, der fik samtlige tilhørere til at slå ørerne ud og gengælde oplevelsen med stor applaus.

Foredraget var arrangeret i samarbejde med Esbjerg Erhvervsudvikling og Erhverv+