Et lokalbrag af dimensioner | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
17. februar 2017

Der er ingen tvivl om, at det bliver et lokalbrag af dimensioner, når TM Tønder mandag aften klokken 19.30 stiller op i Invactor Arena i Ribe for at møde vores ligaspillere.

Dels er der som altid i et lokalbrag æren at spille om, men denne gang er de to point også af meget stor betydning for begge hold.

Vinder REHH betyder det endnu et væsentligt skridt mod en placering i slutspillet, mens verdenen ser lidt sværere ud i den sammenhæng, hvis det bliver et nederlag.

For TM Tønder gælder det kampen om at holde sig fri af den direkte nedrykningsplads, som indehaves af Randers HH, der kun ligger et enkelt point efter Tønder.

Nok er TM Tønder ikke kommet så godt med i klubben første sæson i 888ligaen, men man skal ikke undervurdere holdet. Sønderjyderne har vist, at de kan spille endog flot håndbold.

- Der er ingen hold, der er lette at spille mod, hvis man ikke selv er klar, lyder det fra cheftræner Claus Uhrenholt, der peger på, at mod TM Tønder gælder det ikke mindst om at finde balancen mellem viljen og fokus.

- Vi skal dække rigtig godt op og løbe med dem. Vi skal have styr på Nicolai Enderleit og Rune Schrøder på backpladsen. Og så skal vi have god længde på angrebene og minimere vores fejl, så vi undgår, at de får nogle lette kontramål, påpeger Claus Uhrenholt.