Forløsende sejr giver ro | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
23. december 2017

Ribe-Esbjerg HH overvandt en lang scoringspause i 1. halvleg og sejrede fortjent med (29-25) over Mors-Thy Håndbold efter uafgjort (13-13) ved pausen.
Ribe-Esbjerg HH avancerede dermed til 10. pladsen i 888-ligaen og ”overvintrer” frem til februar kun 2 points fra den 8. plads, som giver adgang til de spændende kampe i slutspillet. Resultaterne i sidste runde flaskede sig nemlig således, at alle tophold samt endelig TM Tønder sejrede, mens de direkte konkurrenter til 8. pladsen måtte forlade de forskellige arenaer uden gevinst!
CENTEX IT ARENA er uindtagelig
Nu skal vi nok ikke drage for hurtige konklusioner, men det fortættede stemning med 1239 tilskuere på lægterne gjorde sit til at lægge pres på udeholdets spillere og kampens dommere, mens der var fuld opbakning til hjemmeholdet. Allerede ved indløb glimtede en stjernehimmel af mobiltelefoniske lys – og gennem hele kampen var der såvel siddende som stående ovationer.
GOG Håndbold fik klø i Centex IT Arena, TM Tønder Håndbold hentede 1 point, og i dag måtte Mors-Thy Håndbold vinke farvel til begge points.

Foto: tau  Der blev kæmpet i forsvaret
Dramatisk håndboldkamp
Det blev en helt anderledes kamp end forventet. Det er yderst sjældent, at Yehia Elderaa må gå fra banen uden at score et eneste mål – og Ribe-Esbjerg HH plejer at have en sikker skanse i målmand Tim Winkler, men i dagens kamp formåede den ellers så sikre målmand ikke at finde et tilfredsstillende niveau. Efter godt 17 minutters spil overlod Tim Winkler pladsen til Emil Tellerup - og i dagens kamp blev det ikke blot for nogle minutter!

Foto: Photo-Andersen.dk  Emil Tellerup stod en drømmekamp
Tellerup sprællede suverænt
Emil Tellerup har en målmandsstil, der er noget anderledes end de fleste i 888-ligaen. Han er meget bevægelig og kaster sig energisk efter boldene. I den resterende del af 1. halvleg opbyggede Emil Tellerup et større og større redningsprocent, men kunne alligevel ikke måle sig med Mors-Thy Håndbolds Kasper Nielsen Larsen (50 % ved pausen).
Efter 45 minutters spil var Emil Tellerup på en redningsprocent på ikke mindre end 71 % - hvilket havde udløst to Team-Time-Outs til udeholdet. I resten af kampen scorede udeholdet nogle mål, som fik redningsprocenten til at falde en smule, så slutresultatet blev 57 % - ganske IMPONERENDE!

Foto: tau  Jacob Holm får sig n fornuftig snak med en af kampens dommere
Jacob Holm blev voldsomt tirret
I denne kamp viste Jacob Holm format – han tog ansvar og blev topscorer med 8 mål – og dertil kommer mange fremragende assists. Officials fra Mors-Thy Håndbold forsøgte i løbet af kampen at tirre den unge Holm med en række kommentarer, men heldigvis holdt Jacob hovedet koldt – og fokuserede på kampen og holdspillet!
Miha Zvizej med festfyrværkeri
Fra kampens start var Miha Zvizej tændt – og sendte sin første scoring ind efter under et minuts spilletid – og gjorde det til (4-3), da han snuppede en returbold fra Mors-Thys målmand. Efter nogle uheldige fejl så viste Miha Zvizej sejrsvilje og indledte et festfyrværkeri fra kampens 37. minut. Han scorede til (17-15), (18-15), (19-15) og (20:15).
Nyberg fik endelig scoret
Morten Nyberg har ikke endnu den store skudstyrke ude bagfra, men hans tilstedeværelse på banen gav uro hos modspillerne. Morten var med 8 minutter helt igennem, men misbrugte chancen – derfor var det positivt, at han løb hurtigt retur og fik brudt udeholdets efterfølgende angreb. Under stort befriende bifald scorede Morten Nyberg så endelig sit eneste mål til (28-23) efter en alt i alt godkendt indsats.

Foto: Photo-Andersen. dk  Så fik Marc Uhd sin første sejr
Spol bare forbi 10½ minut
Når kampens skal analyseres, så kan træner Marc Uhd og resten af holdet godt spole forbi perioden fra 17:06, hvor Rasmus Nielsen scorede på straffekast til (11-10) og til det næste straffekast efter 27:22, hvor Rasmus Nielsen udlignede til (12-12). I de ti minutter spillede begge to en omgang elendig håndbold. Hos Ribe-Esbjerg HH misbrugte både Miha Zvizej og Søren Tau Sørensen oplagte 100 % chancer, Yehia Elderaa brændte 2 forsøg og Lukas Karlsson sendte et skud på målrammen.
Flere fik styrket selvtilliden
Både Mathias Jørgensen og Lasse Nikolajsen lavede nogle gode detaljer i den periode, hvor de fik spilletid. Da Mors-Thy Håndbold i et forkrampet forsøg prøvede med 7-6 spillet, kunne Mathias Jørgensen score i det ”tomme mål” – en scoring, der bragte hjemmeholdet på (25-19). Både Lukas Karlsson og Rasmus Boysen viste gode takter i såvel det defensive som offensive spil.
Målscorere
Ribe-Esbjerg HH: Jacob Holm 8, Miha Zvizej 7, Rasmus Nielsen 5, Lukas Karlsson 4, Lasse Nikolajsen 2, Mathias Jørgensen 2 og Morten Nyberg 1.
Mors-Thy Håndbold: Lasse Pedersen, Marcus Dahlin og Erik Thorsteinsen hver 5 mål.

Kampens spiller blev helt fortjent målmand Emil Tellerup