GOG – en spændende modstander! | Nyheder | REHH

15. september 2017
Photo-Andersen.dk

Søndagens modstander fra Sydøstfyn, GOG, er et endog meget spændende bekendtskab i sæsonen 17-18. Så spændende at eksperter mener holdet er blandt de 4-5 mandskaber, som har evnerne til at gå hele vejen og vinde det danske mesterskab, når foråret 2018 nærmer sig sin slutning. Holdet består primært af en række danske stortalenter med verdens bedste ungdomslandsholdsspiller, Lasse Møller, og den danske A-landsholdsspiller, Niclas Kirkeløkke, i spidsen samt en samling udenlandske profiler - de fleste af dem med landsholdsstatus.

GOG har alle dage været kendt for omstillingsspillet, hvor den velsmurte, gulblusede kontramaskine har gjort livet surt for de fleste hold i herrehåndboldligaen.

Traditionen tro spiller Ribe-Esbjerg HH og GOG lige kampe. Styrkeforskellen er ikke stor og i sidste sæson vandt hvert hold hjemmekampene i de indbyrdes opgør. Det bliver spændende at følge hvilket hold der på søndag trækker det længste strå, og mon ikke der venter publikum endnu en gyser - noget tyder på det.

Træner Jan Leslie udtaler: "Vi glæder os til at skulle spille i Ribe igen og vi ser frem til en god kamp mod GOG, hvor der bliver fart over feltet. Vi skal sørge for at minimere vores fejl og spille med stor disciplin i 60 min., så tror jeg vi har en stor chance for at vinde. Vi håber på stor opbakning i Centex IT Arena.



* Til information er ALLE siddepladser væk i Centex IT Arena, men der er stadig massere af ståpladser, så kom endelig i hallen og støt herrerne!