Jacob fik flot landsholdsdebut | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
14. juni 2017

Vores egen Jacob Holm fik en særdeles vellykket debut på det danske landshold, da Danmark slog Holland med 36-24 og endegyldigt sikrede sig førstepladsen i puljen ved kvalifikationen til EM. En placering, der giver en bedre seedning.

Og Jacob Holm kunne ikke forlange en bedre debut. Han fik omkring en halv times spilletid fordelt med en halv snes minutter i første halvleg og resten i anden del af kampen. Det blev til to scoringer, et brag af et skud på stolpen samt et par gode assist samt generelt godt spil.

Han blev da også rost i høje toner af TV2’s kommentatorer efter kampen, ligesom Bent Nyegaard under kampen var begejstret for Jacob.

Efter kampen blev han sammenlignet med Michael Damgaard, og kommentatorerne var enige om, at i kampen var Jacob Holm en anelse bedre end Damgaard.

Jacob blev da også betegnet som en fremtidens mand på landsholdet, og han blev især rost for sin evne til at eksplodere i spillet, sit rappe fodskifte og sit gode skud, ligesom han blev fremhævet som en god forsvarsspiller, der måske skal have lidt mere fysik.

I et interview i TV2 efter kampen gav Jacob udtryk for, at han var glad for debut’en, ligesom han syntes, det var fedt at være på landsholdet.

- Det er en kæmpe oplevelse, som jeg lærer meget af, lød det fra Jacob.