Jacob Holm stopper i REHH med øjeblikkelig virkning | Nyheder | REHH

Cecilie Winther
28. juni 2018
Photo-Andersen.dk

Ribe-Esbjerg HH’s helt store profil gennem de sidste par sæsoner skifter med øjeblikkelig virkning til den tyske topklub Füchse Berlin, der i den forgangne sæson sluttede som nr. 3 i Bundesligaen.

 ”Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke har Jacob til rådighed i den kommende sæson, hvortil vi har fået samlet et rigtig spændende hold og satser stort. Men. Håndbold på det her plan er også forretning. Ribe-Esbjerg HH har fået et meget flot tilbud fra Füchse Berlin - så stort at bestyrelsen ikke kunne sige nej. Det er det, der er sagens kerne, og det respekterer vi alle fuldt ud. Sekundært var det Jacobs brændende ønske at komme til Berlin. Jacob er en storspiller i svøb, og i samme ombæring vil det være på sin plads, at vi takker ham for hans store indsats for os og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden. Det har han fortjent”, udtaler Sune Agerschou, eliterådsformand i Ribe-Esbjerg HH.

 Jacob Holm siger: ”Jeg har spillet hele mit liv i Ribe-Esbjerg HH og har været utrolig glad for det – både min tid på ungdomsholdene og også tiden på ligaholdet. Klubben har været med til at forme mig til at blive den håndboldspiller, jeg er i dag, og jeg er meget taknemlig for, at jeg nu får mulighed for at tage skridtet videre. Jeg vil gerne sige stor tak til alle i og omkring klubben. Nu glæder jeg mig rigtig meget til at skulle til Füchse Berlin, som er en storklub i Bundesligaen og europæisk repræsenteret. Det er en klub, der udvikler mange unge spillere og også har mange unge spillere på holdet i den kommende sæson – det miljø glæder jeg mig til at blive en del af”.


Ved spørgsmål kan bestyrelsesmedlem Johnny Nim kontakte på tlf. 23 31 74 90



/Anette Knudsen

 Fotos: Photo-Andersen, Elkjærfoto og arkiv foto.