Jonas: Vi kan banke Skanderborg | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
24. november 2016

Når vi mandag aften møder Skanderborg i Blue Water Dokken, skulle der meget gerne to point ind på kontoen.

Det mener vores målmand, Jonas Hansen, bestemt også, at der er mulighed for.

Selv har han siddet udenfor de sidste par kampe med en lettere hjernerystelse efter at være blevet ramt i hovedet af en bold under træning.

- Men det går godt fremad. Jeg har løbet og cyklet de sidste par dage uden problemer, og jeg regner med, at jeg træner med lørdag i hallen. Hvis det går godt, og det også går godt søndag, regner jeg med at være med mod Skanderborg, hvis Claus (cheftræner Claus Uhrenholt. Red.) kan bruge mig, lyder det fra Jonas.

- Hvad mener du om Skanderborg-kampen?

- De er lidt svære at have med at gøre. De svinger lidt. Nogle kampe spiller de rigtig godt og andre kampe knapt så godt. Men kan vi tage deres kontrafase væk, kommer vi rigtig langt.

- Skal de lave alle mål seks mod seks mod os, så får de bank.

- Så det gælder om at undgå de fejl, der giver kontraangreb til modstanderne?

- Lige præcis.

- I er vel favoritter?

- Ser du på tabellen, er vi favoritter, og det har jeg det fint med. Det kan vi sagtens håndtere, og jeg tror, vi kan banke dem, siger Jonas Hansen.