Kampen mod Nordsjælland kan vindes | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
8. februar 2016

Grundspillet i Boxer Herreligaen går nu ind i sin sidste fase efter EM-pausen, og det er unægtelig spændende kampe, der venter os.

Den forløbne del af sæsonen har vist, at vi på trods af vores placering i tabellen kan ”spise kirsebær” med de store, og den seneste træningskamp mod KIF Kolding København understreger dette. Her vandt vi med 24-20.

Nu er det Nordsjælland, der på torsdag står for, og cheftræner Claus Uhrenholt afviser snak om, at den kamp skal vindes.

- Det er en kamp, der kan vindes. Nordsjælland har gjort det godt. Det er ikke et hold, man bare slår.

- Jeg er lige glad med, hvilke hold, vi får pointene fra, bare vi får dem. Kan vi slå Nordsjælland, er vi fem point foran dem, og det tror jeg ikke, de kan indhente. Så er vi fri af den direkte nedrykning.

Claus Uhrenholt peger på, at seks point i de sidste kampe formentligt er nok til at undgå nedrykningsspillet.

- Så længe, vi har håbet, er det drivkraften, og får vi flere end de seks point, tager vi dem gerne med.

Om kampen mod Nordsjælland siger Claus, at det gælder om at dække rigtig godt op i forsvaret, at få nogle gode redninger i målet og dermed nogle kontraer. Så skal vi holde en tilpas længde på vores angreb, så vi ikke giver Nordsjælland chancen for at løbe kontra.
Arkivfoto: elkjaerfoto.dk