KIF Kolding-København i vente | Nyheder | REHH

15. marts 2018
Photo-Andersen.dk

Lørdagens modstander er hybridklubben fra KIF Kolding København. Kolding IF forsøgte for år tilbage at overtage levningerne fra superstuntet AG København og manøvren så ud til at lykkes for en stund. I hvert fald på banen hvor Kolding/København fortsatte titelkursen en tid.

Udenfor banen var det godt nok en helt anden historie, som de fleste nok ved, men lad os springe over den og komme til det, det hele handler om på lørdag; Kampen på banen.

KIF Kolding København har med en stærkt slanket trup sammenlignet med tidligere år, præsteret ganske udmærket i indeværende sæson - ingen tvivl om det. Holdet består af en god blanding af ældre rutinerede spillere som venstre back og playmaker Bo Spellerberg, stregspiller Cyril Viudes og målmand Søren Haagen og unge spillere som landsholdsaktuelle Magnus Landin og højre fløj Sebastian Augustinussen. Særligt Bo Spellerberg har været ualmindeligt godt spillende i denne sæson. Han er trods en fremskreden alder, i håndboldmæssig forstand forstås, lige nu nr. 2 på ligaen topscoreliste med 145 mål. Han har haft et helt forrygende forår med en bunke af mål og målgivende afleveringer til følge.

Krøllen på Spellerberg, når vi kigger hen i mod lørdagens opgør, og det skal vi jo, er, at der hersker usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet er med mod REHH. Og her må vi spole tiden en anelse tilbage. Spellerberg havde et meget voldsomt udfald mod dommerne efter etmålsnederlaget på udebane mod Skjern i lørdags. Det resulterede efterfølgende i en indberetning fra dommerne til DHF`s disciplinærudvalg. Hvad der sker i den sag ved vi endnu ikke. Og kommentere på den er nok ikke det rette at gøre her. Men sikkert er det, at det inden lørdagens kamp afgøres om udfaldet skal have sportslige konsekvenser for den tidligere landsholdsspiller. Og i givet fald hvilke.

Hvorom alting er, så er det et godt og gedigent KIF Kolding-København-hold vi skal møde i Brøndbyhallen lørdag eftermiddag, uanset om Spellerberg er med eller ej. Et hold som lige nu befinder sig på en af de eftertragtede slutspilspladser. Et hold som har fået det antal points, som folk inden sæsonen havde forventet. Et hold som i mange af sæsonens tidligere opgør, har været dygtige til at skabe points sammen i de tætte og jævnbyrdige kampe. F.eks. i den omvendte kamp i Blue Water Dokken i Esbjerg, hvor KIF Kolding København lige akkurat trak det længste strå og vandt 23-24.

Skal REHH vinde lørdagens kamp, ja, så skal angrebsspillet allerhelst glide ligeså godt som mod Nordsjælland i søndags. 1. halvlegs forsvarsspil skal glemmes, og der skal fokuseres på, hvad man gjorde rigtigt defensivt i anden halvleg, hvor tingene ligesom angrebsspillet fremstod mere sammenhængende og dynamiske. Det bliver spændende. Det bliver interessant. Og det bliver måske også et drama af de helt store. Hvem ved?

Kigger man på stillingen og anskuer kampens betydning tyder alt på en seværdig, ja måske endda mindeværdig kamp. Måske ikke for feinsmeckere og andet godtfolk, men for de af os, der nyder at se en rigtig herrefight, hvor kampens udfald er det vigtigste. Ikke den enkelte detalje. Kom så REHH!

/Sune Agerschou