Lige ved og næsten | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
16. oktober 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Intensitet, hård fight og gode målmandspræstationer var hvad 1607 tilskuerne fik at opleve mandag aften i efterårsferien i Blue Water Dokken.

Kampen mod SønderjyskE blev som forudset en spændende en af slagsen. De to hold fulgtes tæt ad hele 1. halvleg, hvor REHH dog kunne gå til pause med en spinkel føring på 11-10 ikke mindst takket være solidt forsvarsspil og Søren Rasmussen i målet, der alene i 1. halvleg havde 10 redninger.

Der er stor tro på tingene i starten af 2. halvleg, der fortsat er helt tæt. Først efter 45 min. spil kom den første 3-målsføring til et af holdene, da en velspillende Nicolai Pedersen bringer REHH foran 17-14. SønderjyskE tager time out og får i løbet af de næste tre minutter indhentet forspringet og udlignet til 17-17.

De to hold følges tæt ad det sidste af kampen, og med 4 min. igen er spændingen intakt: 20-20. Her får vi en udvisning, der koster dyrt, idet SønderjyskE bringer sig foran med 20-22 med under 3 min. igen. Torsten Friis får godt fat i vores skytter, og vi formår desværre ikke at lukke af i egen ende. Da de 60 min. er gået, kan vi desværre konstatere, at tavlen viser 21-23, og SønderjyskE kan rejse sydpå med de to point.

Der er dog mange positive ting især fra de første 45 min., vi kan tage med fra kampen. Forsvaret står godt, Søren Rasmussen tager godt fra i målet og vores venstre backs leverer en meget fin kamp. De elementer skal vi tage med videre til næste kamp, som spilles lørdag kl. 15.00 i Skanderborg.

Målscorere:

Nicolai Pedersen 7, Rúnar Kárason 5, Miha Zvizej 2, Gunnar Jónsson 2, Lukas Karlsson 2, Magnus Søndenå 1, Kasper Kvist 1, Rasmus Boysen 1



Søren Rasmussen blev fortjent kåret til Man of the Match i samarbejde med Esbjerg City, Broen Shopping og Butcher