Lokalopgør af uhyre vigtighed | Nyheder | REHH

Cecilie Winther
13. november 2017
Photo-Andersen.dk

Inden sæsonen ville Ribe-Esbjerg HH i hjemmekampen mod KIF Kolding København for første gang nogensinde være blevet tildelt en klar favoritrolle mod den notoriske storebror fra den jysk-københavnske hybridklub. Det ville der ikke kunne herske nogen tvivl om. Sådan er det ikke nu. En anden virkelighed har desværre fået overtaget. REHH skal forsøge at kravle opad i tabellen og væk fra bunden og allerhelst op i nærheden af slutspilspladserne, inden det bliver for sent. På den anden side skal KIF Kolding-København forsøge at fastholde den ganske udmærkede sæsonstart, holdet har fået, med den – i skrivende stund - øjeblikkelige 7. plads med 10 points for 9 kampe in mente.

KIF Kolding-København har – på trods af et større svind af stjernenavne inden denne sæson - stadig nogle fremtrædende profiler, så det kan ikke kaldes overraskende, at holdet lige nu ligger på en slutspilsplads. Navnkundige Bo Spellerberg og unge Magnus Landin er blot et par af de velkendte navne, REHH skal have helt styr på, hvis det skal blive til en sejr og inde i målet står ”vores egen” Søren Haagen som en del af en målmandsduo, der kan være med til at vinde kampe for sit hold.

REHH har spillemæssigt været godt med i de seneste kampe. Kampene mod Aalborg, BSV og Nordsjælland var helt tætte til kort før tid – i Helsingør blev det da også til 1 point, selvom REHH skulle have lukket kampen kort før tid og taget begge point. På skadesfronten lysner det også. Forhåbentlig er det blot et spørgsmål om tid, før vi igen kan strække armene i vejret efter en sejr.

Troen på at tingene igen kan vende ser ud til at være tilstede i truppen. Den tro skal gerne omsættes til points - det er alle i og omkring klubben fuldt ud klar over. Og i den kontekst er en hjemmekamp mod KIF Kolding-København en af de kampe, der skal vindes.

Til kampen i morgen vil vores Match Partner Pacani stå og dele goodiebags ud til de første 150 personer - så kom i god tid ;) 

Vi ønsker alle en rigtig god og seværdig håndboldkamp.