Man tager ikke bare lige til Mors og vinder' | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
16. september 2016

Det var de færreste der havde set det komme, at Mors-Thy Håndbold slog GOG håndbold med ikke færre end 17 mål i den første turneringskamp og det endda på GOG’s hjemmebane.

Det giver stof til eftertanke for vores spillere, der i morgen, lørdag, møder Mors-Thy på deres bane.

- Når man har set kampen, er der ingen tvivl om, at Mors-Thy var et bedre hold den dag. GOG havde svært ved at løse Mors’ forsvar. Mors dækkede godt op og spillede en rigtig fin kamp, lyder det fra vores cheftræner, Claus Uhrenholt.

- Hvordan skal vi spille Mors-Thy?

- Et krav er, at boldene skal holdes i gang med pres på forsvaret for at få skabt de gode muligheder. Ellers kommer vi i problemer. Der sal spilles med rigtig, rigtig mange afleveringer.

- Mors-Thy er et helt anderledes hold end HC Midtjylland, som vi tabte knebent til i første kamp.

- De har ikke kanonskytter på backs som Midtjylland. Men vi skal have et helt andet forsvarstempo end mod Midtjylland og lave nogle tacklinger, så forsvarsspillerne hjælper målmanden. Der skal også være koncentration på opgaverne, for Mors spiller med rigtig mange små kompositioner og spiller 7 mod 6.

- Alle mand skal være klare i hovederne, og vi ved, hvad der venter. Der skal være flere af vores spillere, der rammer en god dag, end tilfældet var mod Midtjylland. Jeg er nødt til at sige, at man ikke bare tager til Mors-Thy og vinder. Det kræver en toppræstation. Når vi spiller i top, er vi gode, men vi har ikke et fornuftigt bundniveau. Det er afgørende, at vi finder stabilitet og hæver bundniveauet.

- Kan man lave 30 mål på hjemmebane, burde man vinde, men det gør man ikke, når man lukker 32 ind i den anden ende. Vi giver for mange kontramål væk, og det hænger sammen med, at vi afslutter for hurtigt. Kan vi forhindre de kontramål, er vi nået langt, siger Claus Uhrenholt.