Nyberg har tegnet kontrakt | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
26. marts 2015

Ribe Esbjerg HH har tegnet en ny kontrakt med den dygtige angrebs- og forsvarsspiller Morten Nyberg. Der er tale om en et-årig kontrakt.

- I klubben er vi glade for, at parterne er blevet enige om en forlængelse af Nybergs kontrakt med endnu en sæson, siger sportschef Sune Agerschou, der føjer til:

- Morten er en intelligent spiller som særligt i assistspillet har været rigtig godt spillende i denne sæson. Desuden er Morten tovejsspiller, hvilket har opgraderet vores forsvarsspil betydeligt i forhold til tidligere. Forlængelsen med Morten giver tryghed på højre back positionen i begge ender af banen.

Om baggrunden for, at han har forlænget kontrakten, siger Morten Nyberg: - Det er et spændende projekt, der er gang i. Nu var vi så tæt på slutspil, så jeg håber, vi kan få rykket det sidste.

Men det er både holdet og sponsorer, der skal være villige til at rykke det sidste stykke.

- Der manglede jo ikke så meget denne gang?

- Der mangler nok lige nogle millioner. Det hænger jo sammen, lyder det fra Morten Nyberg.

- Men du er glad for at være i REHH?

- Jeg er rigtig glad for at være her. Det er dejligt at spille på et hold, hvor man har ansvar.