Opstartsprogram, samt nominering til Årets Idrætspris 2017 | Nyheder | REHH

9. januar 2018
Juleferien er ovre og første træning i det nye år har i dag fundet sted, hvor vi har budt velkommen til to nye mænd i truppen - på målet Rasmus Lind og på sidelinjen Ryan Zinglersen. 

Jacob Holm er også tilbage i Danmark efter at have været med landsholdet til Golden League, som Danmark endte med vinde, så nu må vi se om de kan klare sig uden Jacob til EM ;) 
- Ellers så må han flyves til Kroatien fra Porto Santo, da vi tager på træningslejr på den portugisiske ø i den kommende uge.
En hel uge hvor Ryan kan have fuld fokus på at lære holdet at kende. Til dagens træning fortalte Ryan også, at han træder ind i klubben med høje ambitioner for holdet og for klubben. Så vi må håbe, at begge parter har fundet hinanden efter en uges samvær, så Ryans første kamp hvor det for alvor gælder, kan føre os videre til finalen i Final4. Dog kommer han og holdet også i kamp på Porto Santo, da Mors-Thy Håndbold også er på træningslejr der i den uge. Derfor spiller vi træningskamp mod Mors-Thy tirsdag d. 16. januar på Porto Santo, hvor der helt sikkert nok skal blive kæmpet som vanligt når vi møder morsingboerne fra Nordjylland. 

Sidste januar var vi også på træningslejr på Porto Santo og man må sige, at holdet blev spillet sammen efterfølgende, der som vi ved, endte med en flot 4. plads i sidste sæson, hvilket er den bedste placering REHH har opnået. 
En 4. plads der nu har gjort, at vi er blevet nomineret til Årets Idrætspris 2017 i Esbjerg. - En nominering vi er stolte af at have fået.
Vinderen af Årets Idrætspris 2017, vil blive fundet fredag d. 2. februar til Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg. Hvis du kunne tænke dig at deltage i festen kan der købes billetter her til arrangementet. 

Hvis I ligesom os også savner ligahåndbold her i landsholdspausen, så spiller vi 2 træningskampe når vi kommer hjem fra træningslejr. Så hvis I alligevel er på de sønderjyske kanter vil vi sætte stor pris på opbakning når vi spiller følgende kampe: 

Mandag d. 22. januar i Gråsten Hallen mod SønderjyskE kl. 19:00
Torsdag d. 25. januar i Skærbæk Centeret mod TM Tønder kl. 18:30

Billeder fra dagens træning.