Overskud giver muligheder | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
29. november 2016

Ribe-Esbjerg HH A/S kommer økonomisk så godt ud af 2015/16, at det giver mulighed for en udvidelse af spillerbudgettet om nødvendigt.

Det fastslår formanden, advokat Holger Refslund, DAHL, efter generalforsamlingen.

Overskuddet er på 1.593.511 kroner, og det betyder en forbedring af egenkapitalen fra 429.963 kr. til 2.023.474 kr.

- Sammenlignet med andre ligaklubbers resultater for sidste år, er der tale om et meget flot resultat, men det fremkommer også takket været ekstraordinær støtte fra Claus Sørensen Fonden, Det Faglige Hus, Invactor A/S, Esbjerg Ugeavis’ Fond, Frøs Sparekasse og Nørgaard Anlæg A/S, og jeg vil gerne takke for denne ekstraordinære støtte samt takke ale sponsorerne, der støttede os sidste år, siger Holger Refslund.

Størrelsen af egenkapitalen sammenholdt med den ansvarlige lånekapital er meget vigtig, idet disse tal danner grundlaget for det spillerbudget, klubben kan have i 2017/18.

- Stigningen i egenkapitalen gør, at vi i 2017/18 kan have et spillerbudget på ca. 7,5 millioner kr., mens vi i 2016/17 har et spillerbudget på ca. 5,4 millioner kr., fortæller Holger Refslund, der fortsætter:

- Vi skulle meget gerne i slutspillet i indeværende sæson, og fremover er målsætningen, at vi skal ”bide os fast” i slutspillet. Der skal være mulighed for at udvide spillerbudgettet, hvis det måtte være nødvendigt, og der er økonomi i klubben til at gøre det. Men ligesom nu vil vi også fremover satse stærkt på ungdommen og udvikle spillere af egen ”avl”, fremhæver Holger Refslund.

Holger Refslund oplyser, at der for 2016/17 budgetteres med et overskud på 151.000 kroner.

- Og med de realiserede tal for salget af sponsorater, har bestyrelsen helt klare forventninger om, at det nås.

- Som det fremgik af pressemeddelelsen sidste uge, har REHH i indeværende sæson indtil nu fået 63 nye sponsorer, der tegner sig for mellem 2 og 2,5 millioner kr. i sponsorater, som vi er meget glade for. Klubbens økonomi ser ganske fornuftig ud, siger formanden.

På generalforsamlingen blev bestyrelsen genvalgt, og ud over det blev Michael Nørgaard, Nørgaard Anlæg A/S, valgt som nyt bestyrelsesmedlem indsat af moderklubben Ribe HK.

Bestyrelsen består af advokat Holger Refslund, DAHL, formand, direktør Allan Østergaard, Viking Life-Saving Equipment A/S, næstformand, advokat Christian Lund Jepsen, DAHL, direktør Jesper Holm Nielsen, Nem Byg A/S, landsformand Johnny Nim, Det Faglige Hus, direktør Carsten Ugelvig, Phønix Tag og direktør Michael Nørgaard, Nørgaard Anlæg A/S.