Runar Karason skifter til Ribe-Esbjerg HH | Nyheder | REHH

17. oktober 2017
Foto: TSV Hannover

Fra sommeren 2018 skifter 29-årige Runar Karason fra den tyske topklub i bundesligaen, TSV Hannover, til Ribe-Esbjerg HH på en tre-årig aftale. Den 1,96 m. høje islænding og højre back har spillet 80 landskampe for vulkanøen og ved sidste VM blev han islandsk topscorer med 29 mål. Desuden lavede han 11 assists.

”Vi ser rigtig meget frem til at byde Runar velkommen i Ribe-Esbjerg HH. Han er en international klassespiller, som har erfaring fra allerhøjeste niveau både i den tyske bundesliga og på det islandske landshold. Der var flere andre klubber i spil, også danske, men han endte altså med at vælge os, og det er vi utrolig glade for”, udtaler Sune Agerschou, formand for Eliteudvalget i REHH.

Ribe-Esbjerg HH har en målsætning om at komme op i toppen af den danske håndboldliga. Allerede i denne sæson har holdet det bedste spillermateriale nogensinde, selvom klubben blankt erkender, at det pt ikke kan ses på den aktuelle stilling. Søren Rasmussen og Runar Karason – kontrakterne skal ses som en del af en større strategi, der handler om langsomt men sikkert at få fodfæste helt oppe, hvor medaljekampene spilles.