Så er der tophåndbold i Esbjerg | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. september 2016

Det er et af 888ligaens absolutte tophold, vi står overfor på fredag den 23. september i Blue Water Dokken.

Skjern Håndbold har i mange år hørt til toppen af dansk håndbold og været garant for gode og underholdende kampe. Og i år er det et endnu stærkere hold, vi møde, idet holdet i forhold til sidste år er blevet forstærket på flere positioner, så bredden er større.

- Det er et top fire hold, vi møder. Skjern er sikker på en slutspilplads. Holdet har forstærket sig i bredden, og vi får et helt andet hold at se end i sidste sæson, lyder det fra cheftræner Claus Uhrenholt.

- Giver hjemmebanen os en fordel?

- Der er ingen nemme kampe i år, og er man der ikke som hold og leverer det, man kan forvente, får man ingenting. Så kan man glemme det. Det er fint og dejligt, at det er sådan. At der ikke er nogen, der kan cruise igennem turneringen.

- Vi skal være der hver gang på fight, tempo, bevægelse og tacklinger for at vinde kampene. Det bliver også afgørende mod Skjern, at vi træffer de rigtige afslutninger og får angrebene bygget op.

- Det var et problem mod både Midtjylland og Mors-Thy, hvor der blev afsluttet for tidligt. Men hver kamp har sin egen historie, og vi tager en kamp ad gangen, siger Claus Uhrenholt.

Der er ingen tvivl om, at vores hold er sultne efter point og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at komme på tavlen. Skjern på sin side vil også gå efter en sejr, så der er lagt op til underholdende håndbold på topplan, så mød op og støt de lokale helte denne fredag aften.
(Arkivfoto fra pokalkampen mod Århus: Elkjaerfoto.dk)