Tabte igen til Århus Håndbold | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
20. februar 2018

Ribe-Esbjerg HH mødte tirsdag aften Århus Håndbold i Ceres Arena – og der var på forhånd lagt op til en spændende kamp, hvor Ribe-Esbjerg HH skulle forsøge at revanchere sig i forhold til opgøret i Blue Water Arena - nederlag på (24-26).
EN SUPERSTART VAR IKKE NOK
Og det startede bare så godt, men slutresultatet kan Ribe-Esbjerg HH ikke bruge til noget, da afstanden til Århus Håndbold nu er 5 points med nederlaget på (30-26) – og det kunne sagtens være blevet meget værre, hvis ikke målmand Emil Tellerup havde reddet et straffekast godt 5 minutter før tid ved stillingen (30-23) – og Philip Holm, Mathias Jørgensen og Pelle Schilling havde scoret kampens sidste tre mål.

Foto: Photo-Andersen.dk  De to målmænd coachede hinanden gennem hele kampen - men leverede for få redninger
MÅLMÆNDENE HAVDE EN SVÆR KAMP
I kampen mod Århus Håndbold kom Ribe-Esbjerg HH´s målmænd aldrig op i gear – Rasmus Lind sluttede med en redningsprocent på 20, mens Emil Tellerup sluttede på 16 i 1, halvleg, men sluttede på 42,8 med de sidste redninger i kampen – og det betød rigtig meget, da hjemmeholdets Jens Fredsgaard stod en super anden halvleg, der efter 55 minutter nærmede sig 50 i redningsprocent. Ribe-Esbjerg HH savner tydeligt ankermanden Tim Winkler i målet – men må forvente at skulle spille uden ham i den kommende måned, hvor slutspilspladsen skal vrides fra KIF Kolding-København eller Mors-Thy Håndbold i en tæt dyst med Nordsjælland Håndbold.

Foto: tau  Lukas Karlsson havde en vanskelig dag i kamp med et offensive forsvar
EN SIKKER START FOR LUKAS
Lukas Karlsson startede kampen stærkt med scoringer til (0-1) og (2-3), hvor Ribe-Esbjerg HH spillede fornuftigt med sikker opbygning – således vandt holdet overtalsperioden, da hjemmeholdet havde fået en udvisning for at ramme Jacob Holm i halsregionen. Efter syv minutter gjorde Jacob Holm det til (3-5) og Rasmus Nielsen til (3-6), men Søren Tau Sørensen leverede et godt forsvarsspil.

Foto: Photo-Andersen.dk  Søren Tau kæmpede godt i midterforsvaret med Besard Hakaj
MIHA SCOREDE MANGE GODE MÅL
Miha Zvizej gjorde det til både (5-7) og (5-8) ved godt stregspil og kontrascoring – hvilket tvang Erik Veje til at tage en Team-Time-Out allerede efter 12 minutter. Århus Håndbold fik justeret og kom hurtigt på (8-9), men Miha Zvizej, Rasmus Boysen og Rasmus Nielsen ville det anderledes, og da Besard Hakaj fik en udvisning for at ramme hovedregionen, kunne Morten Nyberg med to scoringer øge til (10-14).

Foto: René Jørgensen  Cheftræner Ryan Zinglersen forsøgte med hele værktøjskassen - og var just ikke tilfreds med holdets udvisninger
FREDSGÅRD LUKKEDE AF I ÅRHUS-MÅLET
Århus Håndbold sendte nu målmand Jens Fredsgaard op banen. De sidste 8 minutter af første halvleg bød på et comeback til Jonas Tidemand, 3 udvisninger Morten Nyberg, Lasse Nikolajsen og Jonas Tidemand), advarsel til cheftræner Ryan Zinglersen samt 6 scoringer til hjemmeholdet og ingen til Ribe-Esbjerg HH. Facit: Ribe-Esbjerg HH havde i 22 minutter vist høj klasse, men var alligevel bagud med (17-15) ved pausen.

Foto: René Jørgensen  Jonas Tidemand fik comeback og scorede et mål. Var optimistisk, da TV 2 talte med ham i pausen!
OFFDAY FOR BÆRENDE SKYTTER
På en dag, hvor to af de bærende bagspillere – Jacob Holm og Lukas Karlsson tilsammen scorer 4 mål på 16 forsøg – har Ribe-Esbjerg HH store udfordringer. Jacob Holm blev kampen igennem ”pakket ind” af Peter Lund. Rasmus Boysen viste styrke i gennembrud og holdt Ribe-Esbjerg HH inde i kampen ved (18-16).  Århus Håndbold udbyggede stille og roligt deres forspring som et kvarter før tid var på (22-19). Ribe-Esbjerg HH prøvede og prøvede – med forskellige forsvars- og angrebsformationer. Da holdet spillede 7 mod 6, som blev holdet straffet med scoring imod sig i tomt mål.
Ved stillingen (28-22) scorede Miha Zvizej sit 6. mål – og blev topscorer for Ribe-Esbjerg HH.
RASMUS BOYSEN HJULPET FRA BANEN
Rasmus Boysen alvorlig skadet? I hvert fald forlod Rasmus banen efter et sammenstød godt 20 minutter før tid – blev hjulpet fra banen og straks behandlet med is på knæet. Vi håber det bedste – der er behov for alle mand! (I dagens kamp sad Yehia Elderaa over pga. skade).

Foto: tau  TV2 fik fat i Jacob Holm for at høre om det lave antal mål og troen på en plads i slutspillet
Efter kampen snakkede TV 2 med Jacob Holm: ”Vi fik desværre ikke løst den tætte markering – og i dag var Peter Lund bare en suveræn forsvarsspiller. Trods nederlaget så har jeg ikke afskrevet en plads i slutspillet.”
Statistisk så kampen lidt skæv ud! Straffekast: Ribe-Esbjerg HH: INGEN og Århus Håndbold: 6
MÅLSCORERE I KAMPEN
Miha Zvizej 6, Morten Nyberg 4, Rasmus Boysen 3, Rasmus Nielsen 3, Lukas Karlsson 2, Jacob Holm 2, Philip Holm 2, Pelle Schilling 2, Jonas Tidemand 1, Mathias Jørgensen 1

NB! Emil Tellerups redningsprocent er ændret i artiklen onsdag, da der var fejl i kampstatistikken tirsdag aften.