Tellerup kommer til REHH | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
31. januar 2017

Med indgåelse af en kontrakt med Emil Tellerup har Ribe-Esbjerg HH løst klubbens akutte målmandsproblem.

Den nu tidligere Tønder-målmand og REHH har indgået en kontrakt af en varighed af halvandet år, og det betyder, at Emil starter med det samme for REHH, fortæller klubbens formand, advokat Holger Refslund, DAHL.

Det er dog endnu ikke afgjort, hvilken kamp, der bliver den første for Emil i den nye klubdragt. REHH spiller en træningskamp mod netop TM Tønder, inden turneringen for alvor starter den 11. februar Mod Århus Håndbold efter VM-pausen.

Holger Refslund er glad for, at det er lykkedes REHH at få en kontrakt med den dygtige målmand, der har været førstevalget på TM Tønders ligahold. Her har han en redningsprocent på 33 og ligger nummer 13 på listen over målmændenes redningsprocenter.

- Vi glæder os til at se Emil på banen. Rygtet vil vide, at han er lidt af en ”vildmand”, og det er fint, siger Holger Refslund.

Emil Tellerup stammer fra Fyn og fik sin håndboldopdragelse i Bolbro. Senere flyttede han til GOG, hvor han var med til at spille GOG tilbage i ligaen. Herefter gik turen til Tønder, som han var med til at spille op i den bedste række. Emil Tellerup har været med til at vinde skolemesterskabet, da han gik på efterskolen i Oure, og han har et junior-DM.

Emil Tellerup og hans kone venter barn nummer to, og Emil kan om et halvt år tilføje titlen cand. mag i historie på visitkortet. Han og familien er bosat i Esbjerg på andet år.

Om årsagen til, at han vælger at spille i Ribe-Esbjerg HH, forklarer Emil Tellerup:

- Det er først og fremmest af sportslige grunde. Ribe-Esbjerg HH er en god mulighed for at spille på et stærkt dansk ligahold med ambitioner om at være blandt de bedste. Jeg ser her en stor mulighed for at udvikle mig selv inden for håndbolden.

- Det er også meget lettere, fordi vi bor i Esbjerg og jeg læser på Syddansk Universitet i Odense, så ting i mit liv bliver lettere. Det bliver noget lettere at få tingene til at hænge sammen.

- Men det er primært de sportslige årsager, der er grunden. REHH har en spændende organisation og et rigtigt stærkt og spændende hold, mener Emil Tellerup.

Ribe-Esbjerg HH fik problemer på målmandsposten, da Jonas Hansen pådrog sig en alvorlig hjernerystelse, som han stadig lider af eftervirkningerne fra.

- Vi ved endnu ikke, hvornår Jonas kommer tilbage, siger Holger Refslund.

REHH har også skrevet kontrakt med Tim Winkler, der starter til sommer.