U18 tager på spændende tur | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
25. august 2016

UH Esbjergs U18 tager i den kommende weekend (26./28. august) på en spændende og formentlig oplevelsesrig tur til Tyskland.

Med ungdomsleder Marc Uhd i spidsen tager holdet til LE Open i Leipzig, hvor Esbjerg U18 spiller en invitationsturnering.

I Leipzig er vores U18 i pulje med hjemmeholdet Leipzig og Melsungen. Begge hold spiller i U18 Bundesligaen. Leipzig var tysk mester i årgang 97/98, altså sidste sæson.

Nummer et og to i den pulje går videre til semifinalerne, der spilles om søndagen, og bliver Esbjerg UH U18 treer, spiller holdet en placeringskamp søndag.

Bliver U18 et eller to, får holdet finalekamp eller kamp om bronze.

Turen giver mulighed for en stor oplevelse men også mulighed for at spille mod andre hold end de danske, holdet kender.

På vejen til Leipzig stopper Esbjerg U18 i Hannover og spiller fredag mod Hannover Burgdorf i en almindelig træningskamp.

Hannover Burgdorf er også et U18 bundesligahold med flere landsholdsspillere. De er efter sigende stærkere end det Flensborghold, U18 tabte til i fredags (billedet).

Når holdet er hjemme sent søndag aften, har de spillet mod klassemodstandere og er en oplevelse rigere.