Uden frivillige ingen håndbold | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
23. august 2016
Uden frivillige vil hverken Ribe HK, der er en af moderklubberne til Ribe-Esbjerg HH, eller ligekampene kunne bestå.
Det var det klare budskab fra formanden for Ribe HK, Torben Rene Andersen, da de mange frivillige i Ribe HK var inviteret til orientering om klubben og ligakampene, der afvikles i Ribe.
Orienteringen stod ud over Torben Rene Andersen eventansvarlig i REHH, Orla Dahl, og kampansvarlig i REHH, Preben Andersen, for. Og ud over orienteringen fik de mange frivillige en gang herlig stegt flæsk med persillesovs, som blev indtaget sammen med ligaspillerne fra REHH. Og på den måde, fik ligaspillere og frivillige også lejlighed til at hilse på hinanden og hygge sig i en times tid.



De frivillige og ligaspillerne vil da også komme til at se mere til hinanden i den kommende sæson. For ud over at varetage en masse praktiske opgaver i Ribe HK, er det også de frivillige, der varetager de mange praktiske opgaver omkring afviklingen af ligekampene i Ribe.
Torben Andersen takkede da også de mange frivillige for deres store indsats og nævnte, at der kan stadig bruges flere, da Ribe HK er medarrangør eller arrangør af flere store arrangementer og stævner, der kræver en indsats.



Orla Dahl gennemgik en række praktiske ting omkring den kommende sæson, og Preben Andersen gennemgik de fem nye regler, der får betydning for ligakampene i den kommende sæson.

Reglerne

Reglerne er som følger:
1. En forseelse til rødt kort indenfor de sidste 30 sekunder i en kamp udløser altid et straffekast.
2. Der kan stadig fløjtes direkte for passivt spil. Vises forvarslet - en hævet arm - har det angribende hold maksimalt seks afleveringer. Hvis et indkast eller et frikast er den 6. aflevering, må der kastes til en spiller, der så skal skyde på mål.
3.Skadet spiller, der får hjælp på banen, skal - hvis der ikke er advarsel, udvisning eller rødt kort - være ude under de næstre tre angreb. Reglen gælder dog ikke målmænd.
4. Målmand kan frit skiftes ud med en markspiller, der ikke længere skal have overtrækstrøje på. Hvilken som helst markspiller kan skifte, men en markspiller må ikke løbe ind og agere målmand ved eksempelvis kontraangreb.
5. Blåt kort vises efter det røde kort i de tilfælde, hvor forseelsen er så alvorligt, at den medfører indberetning.

Flere frivillige

Orla Dahl fortæller, at der også i REHH kan bruges flere frivillige, specielt i Esbjerg. Der vil senere blive holdt et lignende orienteringsmøde for de frivillige i Esbjerg.