Vi har revanche til gode | Nyheder | REHH

Cecilie Winther
6. september 2017
Photo-Andersen.dk

Torsdagens kamp mod Skjern Håndbold er på alle måder et interessant opgør. Ikke kun fordi begge mandskaber på papiret har oprustet forud for den sæson, som netop er gået i gang, men også fordi det er de to semifinalekombatanter fra sidste sæson, som tørner sammen her allerede i anden runde. Et semifinaleopgør som Skjern jo som bekendt trak sig sejrrigt ud af efter et par meget seværdige kampe.

Og hvad kan vi så forvente? Tja, begge hold havde jo ikke det helt store held med sig i første runde. REHH formøblede en ellers sikker føring på 4 mål i slutfasen og tabte med en enkelt pind til HC Midtjylland, mens Skjern på hjemmebane nok havde forventet mere end det ene point i 29-29 kampen mod et GOG-hold, som de fleste eksperter dog spår som den store dark horse til DM-titlen i sæsonen 17-18. Som udgangspunkt skal et hold som REHH, der spillede sig i top 4 i sidste sæson, holde sin hjemmebane, også mod de andre tophold, mens Skjern som DM-favorit ikke vil overraske nogen som helst ved at tage 2 points med hjem fra Blue Water Dokken torsdag aften - ja, det forventer de grønblusede vel inderst inde, hvis de skal være helt ærlige. Noget tyder på et spændende opgør. Og så er der det sidste: Kampen er det tætteste, vi kommer på et lokalopgør, i hvert fald set med REHH-briller - den faktor skal med. Lokalopgør har det med at indeholde både nerve og intensitet på en anden måde end de gængse kampe i 888ligaen.

Til sidst bliver det interessant at følge de nytilkomne spillere på begge hold. Hos Skjern først og fremmeste den elegante fløjspiller Anders Eggert og kæmpetalentet Emil Nielsen på målet. Hos REHH byder vi velkommen til en række nye spillere: Egyptiske Yehia Elderaa, slovenske Miha Zvizej, Tim Winkler, Mathias Jørgensen og tilbagevendte Kasper Nielsen, mens en række skader stadig holder flere profiler ude. Det sidste må aldrig blive en undskyldning. REHH-holdet er stadig stærkt og kompetent uden dem, også når det handler om at byde Skjern op til dans i Blue Water Dokken kl. 19.30.