Vi møder et fysisk stærkt hold | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
27. september 2016

Som cheftræner Claus Uhrenholt siger, er der ingen nemme kampe i 888ligaen, men der er nogle kampe, der er sværere end andre.

Og sådan en kamp kommer vores ligahold ud i morgen, onsdag aften den 28. september, når modstanderne hedder Team Tvis Holstebro og kampen spilles i Gråkjær Arena i Holstebro.

- Det er et top fem hold. Det er et af de store hold, sølvvindere fra sidste sæson. Jeg ved godt, det er et nyt hold, men det er et hold, der har stor kvalitet, påpeger Claus.

Team Tvis Holstebro spillede i søndags uafgjort mod det rumænske hold Dinamo Bucuresti i Champions League.

- Er det en kamp, der sidder i benene på dem?

- Det kan det godt være i starten, men det er noget, holdet skal vænne sig til. De næste par måneder har de jo op til tre kampe i ugen.

- De lavede rimeligt mange tekniske fejl mod rumænerne. Ifølge deres træner Patrick Vestergaard, blev det til 16.

- Ja, men de var også oppe mod en modstander, der har langt mere fysik end vores spillere.

- Vi skal møde et fysisk stærkt hold. De er store men samtidig meget bevægelige.

- Vi skal prøve at løse op for deres forsvar. Jeg håber, at vi selv kan stå distancen forsvarsmæssigt og i angrebet bringe os selv i gunstige positioner til afslutninger og ikke lade os lokke i deres fælder. Det bliver en kamp med nogle spændende dueller, lyder det fra Claus Uhrenholt.

Han fortæller, at alle spillere er klare – også Phillip Holm, der har været ude i lang tid efter en skulderoperation, er med.