Voldsom skadesituation | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
18. august 2017

Til torsdagens træningskamp mod Skive sad en stor del af Ribe Esbjerg HH spillerne desværre ude med skader. Skadeslisten er efterhånden ved at være så lang, at de bekymrende panderynker er ved at tage form. 

Pelle Schilling har endnu ikke spillet en træningskamp efter sommerferien og er stærkt tvivlsom til premieren. Hans fodskade fra bronzekampene mod BSV hæmmer ham stadig. Derudover sad Lasse Nikolajsen, Rasmus Boysen, Yehia Elderaa, Nikolaj Enderleit, Tim Winkler, Jonas Tidemand og Jonas Hansen også ude med skader til torsdagens kamp. 

Både Jonas Hansen og Enderleit er ramt af eftervirkninger fra hjernerystelser. Jonas har nu været ude i næsten 10 måneder. Der er ikke noget, der tyder på, at han kommer tilbage inden for en overskuelig fremtid. Enderleit har ikke været på træningsbanen siden hans grimme uheld under U21 VM i Algeriet. Det er pt. umuligt at sige, hvor lang en pause han er tvunget til at tage.

Under selve kampen torsdag aften gik det desværre rigtig galt for forsvarsgeneral Rasmus Bertelsen. Rasmus sprang akillessenen i kampen og kan nu se frem til en meget lang pause - han er sandsynligvis ude hele sæsonen. Rasmus bliver opereret mandag.

De resterende spillere er fast besluttede på at bide tænderne sammen og få det spillemæssigt mest optimale ud af de resterende træningskampe inden pokalkampen mod Skive på udebane fredag den 25. august.