18-årige Sander Juel har skrevet kontrakt med Ribe-Esbjerg HH | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
2. februar 2022
Foto leveret af Photo-Andersen.dk


Sander Juel er vokset op på Østfyn. Via GOG, SINE sportsefterskole og SGI er han i år som ungdomsspiller en del af ligaholdets trænings-setup. I næste sæson indtræder han mere formelt i truppen. Hér skal han supplere de 2 erfarne stregspillere Jesper Munk (fra TTH Holstebro og Andreas Søgaard (fra Skive). Sander (198 cm/99 kg) går i 2. g på Rybners HHX via den særlige ”Esbjerg-model”, der giver idrætstalenterne mulighed for at kombinere uddannelse og sport.

Sander lægger ikke skjul på ambitionerne:

”I det stærke træningsmiljø i REHH har jeg mulighed for at udvikle mig både som person og spiller. Mit mål er at nå så langt som muligt inden for håndbolden”.

Cheftræner Anders Thomsen har i den grad lagt mærke til Sander Juels målrettede træningsflid, engagement og potentiale:

Sander har gennem træningen med ligaholdet overbevist os om, at vi skal satse på det åbenlyse talent. Med den stærkt opadgående læringskurve vil han med tiden komme til at få en stadig større rolle på holdet. Jeg ser frem til fortsat at arbejde med Sander omkring hans fortsatte udvikling i REHH-regí”

Ribe-Esbjerg HH og Sander Juel har indgået aftale for sæson 22-23.


Claus V. Madsen
Direktør