Anden halvleg kostede sejren | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
4. marts 2015

Mens første halvleg var godkendt i den grad, kneb det langt mere med anden halvleg i onsdag aftens opgør mod Team Tvis Holstebro.
Gæsterne vandt med 33-25 efter en føring på 14-12 ved pausen.
I første halvleg spillede vi helt lige op med Team Tvis Holstebro, men i anden halvleg satte gæsterne turbo på, og de viste, at det ikke er uden grund, holdet er et af topholdene i Danmark.
De sidste minutter af første halvleg blev dyre for REHH. En dobbelt udvisning og dermed fire spillere mod seks i omkring et minut gav Team Tvis Holstebro mulighed for en føring, og den mulighed greb holdet. Fra 12-12 blev stillingen 12-14.
REHH havde ellers spillet særdeles fornuftigt i første halvleg, hvor holdet kom foran med 4-1 efter kun seks minutters spil, og indtil de sidste minutter lykkedes det kun Team Tvis Holstebro at komme på lige, hvorefter REHH igen kom et eller to mål foran.
Morten Nyberg scorede to mål. Foto: Photo-Andersen
Nicolai Neupart kom på mål for os efter små 20 minutters spil, og han gjorde det særdeles godt og klarede blandt andet et straffekast, da REHH var i undertal.
Team Tvis Holstebro spillede halvlegen igennem med et meget offensivt forsvar, men vores spillere lod bolden gøre arbejdet og ventede, til chancerne opstod.
Vore spillere havde godt styr på gæsterne i denne del af kampen, men det var som om, den dobbelte udvisningen i sidste del af første halvleg satte sine varige sport hos vores spillere.
Holdet kom aldrig for alvor i gang i anden halvleg, og Team Tvis Holstebro bragte sig hurtigt foran med fire mål. Selv om vi kom på 18-19, hjalp det ikke. Gæsterne var for stærke.
Sebastian Frandsen efter en af sine redninger. Foto: Photo-Andersen
TTH fik blandt andet held med deres kontraer, og vores forsvar formåede ikke at lukke af, ligesom der blev lavet for mange personlige fejl i angrebet.
De to halvlege var som dag og nat. Lige så koncentreret og godt, vores drenge spillede i første halvleg, lige så tilfældigt og uden struktur var det i anden halvleg.
En vurdering Pelle Schilling var enig i:
- Vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor vi holder taktikken. Vi laver faktisk ingen fejl, og vi giver dem slet ikke mulighed for at løbe deres kontraer.
- i anden halvleg tager vi hovedet under armen og spiller helt uden taktik, lød det fra Pelle.
Matias Helt blev dagens spiller for REHH.
Efter kampen blev Matias Helt kåret som kampens spiller for REHH af Sports- og Eventpark Esbjerg.
Kampen i tal:
Målscorere: REHH: Jacob Holm 6, Troels Vejby Jørgensen 5, Matias Helt 5, Rene Antonsen 4, Pelle Schilling 3 og Morten Nyberg 2.
Team Tvis Holstebro: Michael Damgaard 9, Peter Balling 8, Jonas Larholm 6, Patrick Larsen 4, Allan Damgaard 2, Magnus Bramming 2,  og Jacob Green Jensen 2.
Udvisninger: REHH 3, Team Tvis Holstebro 3.
Tilskuere: 2345
Dommere: Martin Lykke og Claus Adelgaard.