Anders Thomsens julegave til Ribe-Esbjerg familien | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
23. december 2022

Vores cheftræner er på vej på ferie. Ligesom spillerne. En velfortjent juleferie. Før Anders slukker og lukker for arbejdet resten af året, skal vi selvfølgelig have sagt tak for julegaven: Deltagelse i Santander Cup, Final4 i Boxen i Herning den 18.-19 februar 23.

Anders bliver nødt til at svare på, hvorfor det lige er dén pakke, vi får lov til at åbne, før vi overhovedet er landet i julestemning med kirke, god mad, turen rundt om træet, julemandens ankomst og alt det andet?

Han kan slet ikke vente med at fortælle om gaven: For ”Vi glæder os sådan over, at vi har indfriet det ene af vores mål for sæsonen. Og har indløst billet til det fine selskab i Boxen. Det fine ved gaven er jo, at der er så mange på og omkring holdet, der kan deles om gaven. For der venter en kæmpeoplevelse til alle de frivillige, vores trofaste fans, ungdomsspillerne i vores moderklubber, sponsorerne og de mange, som vi godt ved følger REHH”.

OK – vi skal op i den fantastiske stemning i Jyske Bank Boxen. Men ”hvad skal vi glæde os til – hvorfor er pakken så attraktiv?” Det har manden med stemmetøjet i orden også svar på:

Det er stærke hold, vi kommer til at møde. Der er ingen favoritmodstander. Nu har vi trukket Skjern i semifinalen. Og dem møder vi allerede den 3. februar i den første hjemmekamp efter VM-pausen. På den måde får vi faktisk de bedste betingelser for at trække erfaringer fra dén kamp med ind i vores forberedelse til Final4. Det kan ikke være meget bedre”.

Manden har ret. Vi har intet at klage over. Gaven er med tak modtaget og åbnet allerede – lidt imod god juleskik.

Men Anders, er vi ikke underdogs?” Hvad skal han svare? Anders synes jo, at han har et kanongodt hold. Han tøver lidt. Så kan man se på den ellers stålfaste cheftræner, at realismen lægger bånd på hans hedeste udgave af julegaven:

Sådan vil håndbold-Danmark sikkert se på det ud fra et kig på stillingen: Tre tophold og så det dér REHH-hold, der roder rundt i midten af ligaen. Det kan godt være, at man ser os som underdogs. Men vi har tidligere vist, at den rolle kan vi sagtens navigere ud fra. Skjern Håndbold kalder sig selv for ”verdens mindste storklub”. Den udfordring ta’r vi imod!”

”Tak for gaven, Anders! – glædelig jul! – og tag så og sluk for arbejdet. Det har du og holdet fortjent”!


/Lars L


Hele Ribe-Esbjerg HH går på juleferie fra d. 22-12-22 til og med d. 01-01-23.

Vi siger tusind tak for jeres kæmpe opbakning i den første del af sæsonen - og vi ser frem til mange flere gode stunder i år 2023.

Rigtig glædelig jul - og godt nytår!