Anføreren og hans lærling | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
13. juni 2021
Foto leveret af Photo-Andersen.dk


Mathias Jørgensen og Tobias Olsen – 2 Esbjerg-drenge - sætter sig på højre fløj i næste sæson i Ribe-Esbjerg HH

Mathias Jørgensen – ligaholdets anfører -skal i gang med sæson nr. 5 i REHH, når holdet starter op i august. 

Mathias’ makker på højre fløj, Magnus Søndenå, slutter af. Magnus har stort set fået hele denne sæson ødelagt af skader. Mathias har derfor i den afsluttede sæson skulle trække det store læs på fløjen – og som straffeskytte. Det har givet 111 mål.

Cheftræner Kristian Kristensen har valgt 20-årige Tobias Olsen som afløser for Magnus Søndenå. Han er som Mathias vokset op i Esbjerg. En fysisk stærk spiller med dynamik som varemærke. Som ungdomsspiller har han spillet højre back.  Fremover vil den primære rolle være supplement til Mathias på fløjen, men Tobias kan også gå ind på backen.

Tobias Olsen glæder sig til den fortsatte læringsproces:
Mathias er forudseende i sit spil med en fin spilforståelse og god afslutningsteknik. Jeg er klar til at suge til mig – og vise, hvad jeg duer til”.

Og Mathias Jørgensen er helt klar over rollen:
”Når man skal dele erfaringer ud, giver det samtidig refleksioner over ens eget spil. Tobias har et kæmpe drive og er en super fyr. Det bliver sjovt at grave i, hvordan vi kan understøtte hinandens styrker”.

For REHH er det en særlig glæde, hver gang én af spillerne fra vores lokale klubmiljøer banker på døren til en ligakarriere. Derfor: Velkommen til Tobias - og I ønskes godt makkerskab!


/Lars Lundgaard