Der burde have været dømt straffekast | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
3. oktober 2014
Der er næppe tvivl om, at vi blev snydt for et straffekast i de sidste sekunder af opgøret mod KIF Kolding København i Blue Water dokken.

Et nærstudie af de sidste minutter og specielt den fatale situation viser med al mulig tydelighed, at Kolding-spilleren, som den aktuelle situation drejer sig om, står næsten en meter inde i feltet, da han dækker op. Det burde have udløst et straffekast, men dommerne fløjtede for tremeter, og det måtte Troels Jørgensen tage efter slutsignalet havde lydt. Skuddet blev som bekendt fanget i KIF’s opdækning. (billedet har ikke noget med situationen at gøre. Det er hvor Mads Overgaard scorer)

Ærgerligt, men der var efter det spinkle nederlag masser af roser til vores drenge for præstationen, og de roser var velfortjente.

KIF Kolding Københavns cheftræner Aron Kristjansson sagde til JydskeVestkysten: - Nej, vi kunne ikke have brokket os, hvis vi havde smidt et point i den her kamp. Vi spillede ikke vores bedste kamp, men Ribe-Esbjerg HH fortjener også stor ros for deres indsats. De gør det godt, og mange hold vil tabe her.

Bi Spellerberg på TV: - Vi spiller ikke godt i dag, men Ribe-Esbjerg HH var også gode.

Og til UgeAvisen Ribe’s netavis sagde Spellerberg: - Vi vidste, hvilken udfordring det ville blive at spille mod Ribe-Esbjerg. De spiller rigtig godt, og i dag var vi ikke gode nok i forsvaret. Derfor er jeg ovenud lykkelig for de to point, og det er måske endda også mere, end vi havde fortjent, lød det fra Bo Spellerberg efter kampen.

Og i JydskeVestkysten skrev Chris Uldahl Pedersen: - Ribe-Esbjerg havde fortjent at vinde efter en forrygende præstation mod stjerneparaden fra KIF Kolding København, der sejrede med mindst mulig margin.

Og senere i artiklen: - Ikke mange følger KIF til dørs på den facon.
Og herfra skal der lyde en stor tak til de mange tilskuere, der gav os støtte og en fantastisk opbakning i Blue Water Dokken. Som spillerne siger, betyder det rigtig meget, og vi håber, vi ses igen næste gang mod SønderjyskE den 15. oktober kl 19..
foto mogens b