Det bedste tilbud i julen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
19. december 2014
Jeg tør næsten med sikkerhed love dig, at du ikke får bedre tilbud i julen end det, du får den 22. december i Blue Water dokken.
Her får du mulighed for at se en virkelig spændende håndboldkamp mellem REHH og Århus Håndbold, hvor det for alvor gælder for vores drenge om at få sat point ind på kontoen.
Det i sig selv er da et godt tilbud, men så kommer der mere: der er i samarbejde med Esbjerg Kommune lavet fri entre til kampen, du får lejlighed til at studere en vaske ægte Ferrari på tætteste hold, og til børnene er der en hoppeborg.
Dertil kommer, at der i hallen også er julepiger, så der er al mulig god grund til at tage i Blue Water dokken denne aften.
Det rent sportslige skal vi vende tilbage til, men en kendsgerning er det, at vi har brug for point. Holdet har i de sidste mange kampe vist, at de kan spille lige op med alle hold. Tænk blot på, at vi tabte med et mål til KIF Kolding København, hentede et point mod Skjern, og har i det hele taget tabt mange, tætte kampe på det sidste. Den stime, skal der gerne laves om på, og her er publikums opbakning utrolig vigtig.
Samarbejdet med Esbjerg Kommune medfører, at vi kan invitere publikum gratis i Blue Water Dokken denne mandag aften, og her har Dream Concept lovet at præsentere en Ferrari, der bruges til væddeløb, så der er tale om en bil, der virkelig bliver brugt og ikke kun er en udstillingsgenstand.

Funny Cars har lovet at komme med en hoppeborg, så der også bliver underholdning for børnene op til kampen og i halvlegen, og så er der - som nævnt - ikke at forglemme en spændende håndboldkamp.

Velkommen i Blue Water Dokken mandag aften.