Det store lokalbrag | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
30. november 2019
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

I min tid som træner for Wisla Plock i Polen, kaldte man altid vores opgør mod Vive Kielce for ”Hellig krig”. Kampen mod SønderjyskE mandag den 2. december må betegnes som værende noget af det tætteste, vi herhjemme kommer på ”Hellig krig”. Det bliver et lokalbrag af dimensioner, når SønderjyskE gæster Blue Water Dokken. 

SønderjyskE har en bred trup med mange spændende spillere. Cheftræner Kasper Christensen har formået at skifte godt ud i de hidtil spillede kampe og sørger hermed for, at holdet holder et flot tempo i samtlige 60 min. Dette gør de endda med en meget lav fejlkvote.

SønderjyskE har haft en del udskiftninger i truppen, men begynder nu for alvor at finde hinanden. Dette har da også bevirket, at de ligger godt til i den spændende ende af tabellen. Det bliver en meget svær kamp - men ikke en umulig kamp at vinde. Dog helt sikkert en kamp hvor vi skal spille op til vores bedste på samtlige positioner. Men hvorfor ikke? Vi har gjort det før.

Vi ser frem til en kamp, hvor vi håber, at der er en overvægt af tilskuere fra vores eget område. I en kamp som denne betyder opbakning utroligt meget, så hvis I ikke ved, hvad I skal den 2. december kl. 20.00 så slå et smut forbi Blue Water Dokken, så skal vi nok give jer ”Hellig krig” for alle pengene.


/Lars Walther