En kamp varer fulde 60 minutter | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
15. november 2014
Det var en ærgerlig cheftræner Claus Uhrenholt, der kunne gøre status efter nederlaget til Mors Thy.
- Skal vi tage det positive, spiller vi en rigtig god forsvarskamp. At holde Mors Thy nede på under 20 mål på deres egen bane, er virkeligt godt.
- Men vi er ikke skarpe nok. I anden halvleg spiller vi en rigtig god angrebskamp og spiller os til de chancer, der skal til for at vinde en sådan kamp. Men vi brænder alt for meget og formår ikke at udnytte chancerne. De skal omsættes i mål, hvis man skal vinde.
- I en overtalssituation i anden halvleg har vi tre 100 procents chancer, som bliver brændt.
- Vi kan også godt tale om de små marginaler. Med 40 sekunder igen rammer Nyberg det indvendige af stolpen, og bolden springer i spil igen uden at gå ind. Og det sidste mål må de aldrig få. Det bliver scoret fra en vinkel på nærmest 0 grader, og det er for urutineret at lade dem score med kun tre sekunder igen.
- Det var en kamp, vi skulle vinde, men spillerne skal huske, at en kamp varer altså 60 minutter fuldt ud og ikke kun 58 eller 59 minutter.
- Det positive er, at spillerne bliver ved med at kæmpe lige til det sidste, siger Claus Uhrenholt, der også peger på, at flere ting gik holdet i mod.
- Matias Helt har været syg lige op til kampen, og der var ikke meget drev i ham. Og Rasmus Berthelsen gik ud med en skade et kvarter før tid, men igen: det er irriterende, at Mors Thy scorer tre sekunder før tid. En kamp varer altså 60 minutter, påpeger Claus.