Endelig går det løs på hjemmebane igen | Nyheder | REHH

5. februar 2019
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Kampen mod KIF Kolding er den første hjemmekamp efter vinterpausen.  Den har vital betydning. Et kig på stillingen viser at der inden premieren på forårssæsonen på hjemmebane blot er to points mellem holdene: Ribe-Esbjerg HH har 14. KIF Kolding har 12.

KIF Kolding har ligesom REHH skiftet end del ud i spillertruppen inden sæsonen. Væk er den tidligere europamester Bo Spellerberg og den nykårede verdensmester Magnus Landin. Og hybridklubben Kolding/København er en saga blot. Klubben er vendt tilbage til rødderne i Kolding, byen hvor det hele startede i 1980’erne og hvor så mange store kampe – og titler – er vundet.

KIF Kolding befinder sig i en transformationsperiode for øjeblikket, men mon ikke klubben igen på et tidspunkt vender tilbage til toppen af dansk håndbold. Kulturen og historikken er der i hvert fald.

Ribe-Esbjerg HH fik efter en skidt start vendt skuden i december måned med tre vigtige sejre. Det har dog ikke været helt problemløst. Nikolaj Enderleit gik ud med en brækket fod - han er væk i 3 måneder. Desuden har Simen Schønningsen, Rasmus Boysen, Søren Rasmussen og Jacob Heinl alle været ude i kortere eller længere tid i januar, mens Tim Winkler fortsat er langtidsskadet.

Kampen i lørdags i Århus blev tabt efter et drama. Og et helt tæt opgør. Men lige ved og næsten kan ikke bruges til noget. Skal Ribe-Esbjerg HH holde trit med top 8, så skal kampen mod KIF Kolding alligevel vindes. Nogen walkover bliver det med al sandsynlighed ikke. KIF Kolding har stadig et kapabelt hold fyldt med dygtige spillere - et hold som i efteråret formåede at drille også de bedste hold i ligaen, så der er lagt op til et spændende opgør.

Husk at hvis du møder op i en blå trøje, kan du få en gratis billet udleveret ved henvendelse i billetsalget fra kl. 18.00.

/Sune Agerschou