Et brag af en kamp venter | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
2. marts 2015
Den afgørende kamp om de sidste pladser i slutspillet er for alvor gået ind, og når vi onsdag aften møder Team Tvis Holstebro i Blue Water Dokken, er det unægtelig to særdeles vigtige point, der står på spil.

Med sejren over SønderjyskE i lørdags fik vi et godt skridt frem mod slutspillet, men intet er afgjort endnu.

- Har du fået armene ned efter lørdagens sejr over SønderjyskE?

Spørgsmålet retter jeg til vores cheftræner Claus Uhrenholt, og svaret kommer prompte.

- Ja, for der kommer en ny, vigtig kamp på onsdag mod Team Tvis Holstebro.

- Hvordan skal de spilles?

- Vi ved godt, hvordan det skal gøres, men spørgsmålet er, om vi kan gennemføre det. Team Tvis Holstebro er nok det hold i ligaen, der står dårligst til os.

- Det er et spørgsmål, hvad de kommer med. Hvis de vælger et meget offensivt forsvar, skal vi have stor bevægelighed i angrebet og lade bolden gøre arbejdet. Og vi skal passe på med ikke at lave tekniske fejl, og vi skal passe på med vores indspilninger, så de ikke får muligheder for kontraer. Det var blandt andet det, der gik galt, da vi tabte til dem i Holstebro. Det er et spørgsmål om at tage de rigtige beslutninger.

- Deres Mikael Damgaard må gerne lave ti mål, hvis vi blot har styr på deres øvrige angribere, lyder det fra Claus.

Han siger, at kampen virkelig bliver en udfordring.

-Team Tvis Holstebro er et godt spillende hold. Det hører til top 4 i Danmark, og skal vi tage point med fra onsdagens kamp, skal vi toppræstere over hele linjen.

- Holdet har været lidt svingende, men det er som om, de har fundet formen på det sidste.

- Det er et hold, der dækker godt op, og det er fysisk stærkt. Vi skal være parate til at modtage øretæver i deres forsvar. Vi skal have hjerte med og fighte.

- Du tror ikke, de undervurderer os?

- Jeg tror, de kommer topmotiverede. Efter Bjerringbro-Silkeborg dummede sig og tabte til Mors Thy lugter Team Tvis Holstebro blod. Nu er der ikke så langt op til den 4. plads, der giver point med over i slutspillet, og den 4. plads vil de gå efter. Jeg tror, de kommer med alt, hvad de har.

- Selvfølgelig vil vi yde dem al den modstand, vi kan, men skal vi have point med fra den kamp, skal vi op på de toppræstationer, som vi viste mod Skjern, KIF Kolding København og Ålborg.

- Men de præstationer har i jo også leveret?

- Ja, og jeg vil sige til spillerne, at spiller vi på det niveau, kan vi ikke gøre mere. Taber vi så til et bedre hold, er det sådan, det er, siger Claus Uhrenholt.