Få overblik over REHH’s opstartsprogram | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
25. juli 2018

Første træningskamp bliver allerede fredag den 3. august kl. 12.00 på Vojens Gymnastik og Idrætsefterskole, hvor Ribe-Esbjerg HH møder ligaholdet fra SønderjyskE. Selvom spillertruppen knap har været samlet i 14 dage, og der er mange nye spillere, der skal spilles ind, så bliver det spændende at se det nye hold i aktion for første gang.

Fredag den 10. august tidlig morgen hopper Ribe-Esbjerg HH i De Blå Busser og kører sydpå. Endestationen er Stuttgart, hvor holdet deltager i Sparkassen-Cup. Her venter der lørdag den 11. hård modstand fra både Bundeligaholdet Göppingen samt franske Nantes, der som bekendt tabte årets Champions League finale. Søndag den 12. møder vi værterne fra Stuttgart, der ligeledes spiller Bundesliga.

Den efterfølgende weekend deltager vi i Ringkøbing-Skjern Elite Cup, hvor vi møder ligarivalerne fra Århus Håndbold fredag den 17. kl. 18.00 i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter og 1. divisionsholdet fra Skive lørdag den 18. kl. 16.00 i Skjern Bank Arena. Søndag den 19. spilles der placeringskamp i enten Ringkøbing-Skjern Kulturcenter eller Skjern Bank Arena. Grundet den vigtige 1/8-finale i Santander Cup, hvor vi tirsdag den 21. august kl. 19.00 møder TTH Holstebro i Centex IT Arena i Ribe, vil en del af spillerne formentlig blive sparet til stævnet i Skjern.

Den 23. august skal passene igen findes frem. Her flyver holdet til Serbien, hvor en spændende turnering med rigtig gode modstandere venter. Fredag den 24. møder vi serbiske RK Partizan, mens det slovenske storhold Celje venter lørdag den 25. Søndag den 26. spilles der placeringskampe og finale, inden turen igen går retur mod Esbjerg mandag den 27.

Alt i alt 10 træningskampe plus en pokalkamp på 23 dage der skal gøre holdet klar til første turneringskamp 1. september på udebane på Mors.