Flot præstation fulgte BSV til dørs | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
17. december 2014
Før aftenens kamp mod BSV Silkeborg i Silkeborg sagde cheftræner Claus Uhrenholt, at han håbede, at hans spillere ville lave en god præstation.
Og den bøn hørte spillerne. De lavede en virkelig god præstation, hvor holdet fulgte BSV til dørs lige til det sidste, og kun uheld gjorde, at vi ikke fik det ene point med hjem.
REHH førte det meste af kampen med et enkelt og til tider to mål, og kampen formede sig i lange perioder sådan, at nu får du et mål, så får vi et.
Da der manglede omkring otte minutter, fik BSV udlignet til 20-20, men et par minutter senere var vi i front med to ved stillingen 22-20.
Desværre lykkedes det ikke at holde skansen, og kampen endte med en sejr til BSV med mindst mulig margin, nemlig 23-22 efter 10-12 ved pausen.
Afslutningen blev både dramatisk og spændende. BSV-spillerne var tydeligt frustreret, og det betød tre udvisninger indenfor de sidste omkring 7 minutter. Den sidste faldt blot 28 sekunder før tid, men desværre formåede vi ikke at udnytte dette overtal.
Vores drenge lavede imidlertid en mandfolkepræstation, og Sebastian Frandsen stod en rigtig god kamp i målet. Forsvaret fungerede fint, hvilket BSV's 22 mål på hjemmebane taler sit tydelige sprog om.
I angrebet var det specielt spillere som Morten Vium, Matias Helt og Morten Nyberg, der stod skarpt i billedet, men generelt var der tale om en virkelig god præstation, hvor også de unge Mark Nikolajsen og Jacob Holm bød sig til.
Nu er der i sandhed lagt op til et par spændende opgør den 22. december i Blue Water Dokken mod Århus Håndbold og den 28. december i Invactor Arena mod Skanderborg.
I gårsdagens kamp var målscorerne:
REHH: Morten Vium 6 (2), Matias Helt 5, Morten Nyberg 4, Jacob Holm 3, Mark Nikolajsen 2, Alexander Nielsen 1 og Rene Antonsen 1.
BSV: Nikolai Nielsen 8, Rickhardt Lønn 5, Mads Christiansen 3, Sebastian Skube 2, Stefan Hundstrup 2 og Michael Knudsen 1.
Udvisninger: REHH 2, BSV 3.
Læg i øvrigt mærke til, at til hjemmekampen den 22. december i Blue Water Dokken, er der i samarbejde med Esbjerg Kommune gratis adgang.