Forløsende hjemmesejr! | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
10. November 2018

Det var ikke kønt. Det var ikke velspillet. Der var ikke meget feinschmeckeri over det. Alt det indrømmer vi gerne, men det var en forbandet vigtig sejr - en sejr hvis betydning i skrivende stund ikke kan overvurderes. Slet ikke. Nøjagtig som i hjemmekampen mod Nordsjælland lykkedes det at komme fra baghjul og sikre point. Denne gang ikke blot et enkelt men dem begge. Det aspekt viser, at der er ved at komme noget moral og tro på tingene ind på holdet. Og det er vigtigt. Forbandet vigtigt. Også selvom det er tydeligt for enhver, at tingene ikke sidder i skabet lige nu.

Kampen blev et drama på alle måder. Det så det ellers ikke ud til at blive indledningsvis. Foran 4-1 og en fornemmelse af at Ringsted havde svært ved at komme igennem REHH`s defensiv gav tro på, at vores drenge kunne sætte sig på kampen og ikke invitere sjællænderne ind i den igen. Det måtte kunne lade sig gøre. Det kunne det så ikke. Anført af Michael Riis og Nikolai Nørager som tilsammen lavede 17 mål og med et angrebs-setup primært centreret omkring 7 mod 6 spillet, spillede TMS Ringsted klogt og velovervejet og efter en to-målsføring ved pausen, formåede Dalmoses tropper at holde stand et godt stykke efter sidebyttet og havde et par gange i anden halvleg 3 mål ned til REHH.

Men så vendte det. Et par scoringer i tomt mål ved Runár Kárason, han rammer som regel plet i lige netop den øvelse, et bevægeligt forsvar og redninger fra Søren Haagen i målet ændrede kampens narrativ. Nu var det REHH, der var ovenpå. Nu var det TMS Ringsted, der hang efter. Nu var det REHH, der skulle køre en sejr hjem. Og kunne vi det? Ja. Med en stærk Nicolai Pedersen på venstre back i slutfasen med 3 scoringer på 3 forsøg i de døende minutter og en forløsende redning af tidligere landsholdsmålmand Haagen i målet 25 sekunder før tid, gjorde udslaget. Og godt for det. Nogle sejre og nogle points er mere værd end deres objektive værdi. De to points mod TMS Ringsted hører til i den kategori. Helt uden tvivl.

Tillykke med sejren drenge!

Målscorere: Kasper Kvist 5 (2), Runár Kárason 5, Lukas Karlsson 4, Nicolai Pedersen 4, Miha Zvizej 3, Mathias Jørgensen 2, Gunnar Jónsson 2, Jacob Heinl 1, Jonas Tidemand 1



Søren Haagen blev kåret til kampens spiller i samarbejde med Esbjerg City, Broen Shopping og Butcher

/Sune Agerschou