Forsvaret godkendt | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
7. november 2019
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Det er med blandede følelser, jeg sidder her i bussen og skal skrive et resume af onsdagens udekamp mod Aalborg Håndbold.

På den ene side er jeg meget skuffet over, at vi tabte 30-27, men på den anden side meget stolt over hvor godt vi tacklede kampen på trods af fravær fra Daniel Ingason og Simen Schønningsen og ikke mindst tabet af Jacob Heinl til Flensburg-Handewitt. I dag var kampen hvor vi kunne se, hvordan vores forsvar reelt står uden Jacob, og jeg må med stolthed sige, at drengene bestod prøven. I 5/1-formationen var Lasse Uth helt fantastisk på toppen, og i 6/0 var Zvizej og Mousing garant for en god bevægelig midterblok. Så set over 60 min. var forsvaret godkendt.

Første halvleg bød på flot angrebsspil, hvor alle ydede en flot indsats. Dette betød, at vi gik til pause med 17-16 føring til Aalborg. I anden halvleg skulle vi kæmpe mere for vores mål, og vi begyndte at lave lidt for mange tekniske fejl. Forsvaret stod en del bedre i anden halvleg, og Tim Winkler fik gang i nogle redninger - men desværre kom Aalborg foran med 27-24. Så skete der noget. Vi scorede 3 på stribe, og pludselig stod der 27-27. Her sneg der sig desværre en del tekniske fejl ind, og vi tabte kampen 30-27. Mathias Jørgensen spillede en flot kamp og blev topscorer med 9 mål. 

Vi sidder her på vej hjem i bussen nu med en klar fornemmelse af, at vi kunne have fået point med hjem. Nu må vi tage de positive ting med fra kampen og bygge videre på vores spil, så vi er klar til nøglekampen mod Aarhus Håndbold, som spilles i Blue Water Dokken lørdag den 16. november kl. 16.10 .

Vi håber alle, at I vil komme og støtte os i denne vigtige kamp - så skal vi nok give den alt, hvad vi kan.

 

/Lars Walther


Målscorer:

Mathias Jørgensen, 9
Rúnar Kárason, 5
Nicolai Nygaard, 3
Gunnar Jonsson, 3
Miha Zvizej, 3
Lars Mousing, 2
Lasse Uth, 1
Kasper Kvist, 1