FULDT HUS PÅ TRÆNERFRONTEN - Ribe-Esbjerg udvider trænerstaben i sæson 21-22 | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
29. juni 2021
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

I REHH ved vi godt, at ambitionen om slutspil kræver balance i det sportslige set up på og uden for banen. Sådan bliver det i den kommende sæson: Holdet uden for banen er sat med:

» Cheftræner Kristian Kristensen, der har leveret topresultater før med damerne i Herning-Ikast. Kristian skal nu på 3. år arbejde videre med udvikling af ligaherrerne i REHH.

» Assistenttræner Anders Thomsen er ny mand i teamet. Anders har ligesom Kristian toptræneruddannelsen. Han har gennem de sidste år præsteret flot som cheftræner i Lemvig-Thyborøn. Kristian og Anders har arbejdet sammen tidligere, da Anders var assistent for Kristian på ungdomslandhold.

» Spillende assistenttræner Jonas Larholm, der er i gang med sidste år i træner-uddannelsen – og samtidig skal i gang med den anden sæson i REHH. Jonas har ikke mindst fokus på træning af de unge spillere i truppen. Og så nævner vi lige 211 landskampe, 642 mål og OL-sølv for Sverige. Jonas smed 105 bolde i kassen i sæson 20-21.

» Målmandstræner Sune Agerschou, der er den første danske håndboldspiller, der har vundet Champion Leaque (med Magdeburg). Sune var som helt ung målmand med til at sikre Esbjergs herrer sølvmedaljer i 1998 i den daværende liga. Derefter blev det til 34 landskampe og mange sæsoner i målet for topklubberne Skjern og GOG.

» Ny på holdet er også fysisk træner Torben Nielsen, der skal sikre, at spillerne er i optimal fysisk form. Og ikke mindst: Sammen med fysioterapeuterne sikre forebyggelse af skader, som REHH har haft for mange af. Torben er ligesom Sune en kendt Esbjerg-profil fra mange år som fysisk træner i EFB. Han er ligeledes en anerkendt underviser og forsker.

Kasper Hjulmand har under EM gang på gang fremhævet synergien mellem spillerne på banen og teamet uden for. Han har helt ret! Vi glæder os i Ribe-Esbjerg HH til at kunne præsentere spillertruppen anno 21-22 for et matchende stærkt trænerteam.


/Lars L