Godkendt defensiv indsats | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
15. November 2018
Foto leveret af: Ingrid Anderson-Jensen - Nordlyset72

Det var et toptændt REHH hold, der kom ud til kampen i Skjern Bank Arena onsdag aften. Det bedste spil vi har set i denne sæson, helt uden tvivl, det var det klare indtryk efter første halvleg. Defensiven sad lige i skabet, Haagen leverede masser af redninger, 11 i alt i første halvleg og på trods af flere undertalsperioder virkede angrebsspillet til at flyde rigtig fint i størstedelen af halvlegen. REHH kontrollerede de første 30 minutter, sådan var det. Holdet var ganske komfortabelt foran det meste af tiden og kunne være gået til pause med en føring på 5 mål, men et brændt fløjskud med 15 sekunder igen, resulterede i en Skjern kontra og en scoring til 9-12 ved Eivind Tangen i de sidste sekunder - den eneste spiller fra hjemmeholdet der ramte et højt niveau inden pausen. Udgangspunktet skulle have været endnu bedre for REHH. Sagt på en anden måde så blev vores overlegenhed i de første 30 minutter ikke udmøntet i et stort nok forspring, for det var godt, hvad der blev leveret af drengene i den periode. Først og fremmest var defensiven en mur, men samtidig var der i offensiven mange flotte detaljer og fint gennemspillede angreb. Bl.a. nogle bemærkelsesværdige vip-kombinationer som havde fortjent en langt bedre skæbne. Hvis udnyttelsen af chancerne i første halvleg havde været bedre, var Skjern nok ikke kommet igen. Så havde afstanden været for stor.

I anden halvleg blev alt vendt på hovedet. Skjern vandt de første minutter med 5-0, og så var det pludselig REHH, som hang efter. De 5 Skjern-scoringer blev anden halvlegs og hele kampens fortælling. For de mål blev afgørende. På trods af flere muligheder for at nå op for REHH, så lykkedes det nemlig danmarksmestrene at køre en 23-20 sejr hjem.

Tilbage står en rigtig flot defensiv indsats af de blå. 23 mål til Skjern i Skjern Bank Arena er mere end godkendt, men 5 mål i stationært spil i anden halvleg kostede.  Så vinder man sjældent. Det var nu ikke fordi chancerne ikke var der. Dem var der masser af.

Endnu en afgørende faktor i den fortælling var Emil Nielsen. Han har sovet godt i nat, for ham kunne vi simpelthen ikke passere. Han blev skiftet ind efter godt et kvarters spil og efter at have været rimeligt menneskelig i første halvleg, så lukkede han fuldstændigt af i anden. En redningsprocent på 60% er uhørt højt. Det sker stort set aldrig. Men det skete onsdag aften i Skjern. Bolden ville ikke ind. Tilbage står indtrykket af, at det sagtens kunne have været aftenen, hvor vi slog danmarksmestrene på udebane. Det blev det ikke. Nu er det kampen mod Mors på mandag, vi skal se frem i mod. Den er uhyre vigtig. De er kampstart kl. 19.30 i Blue Water Dokken.

/Sune Agerschou