Hurtigløberne fra TTH Holstebro kommer på besøg | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
7. december 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Så er vi nået til årets sidste hjemmekamp i Blue Water Dokken i Esbjerg, da den sidste kamp inden VM-pausen spilles den 22. december i Centex IT Arena i Ribe.

Efter en utrolig flot præstation på en meget svær udebane i Silkeborg i onsdags, hvor det lykkedes at hente en sejr mod det altid stærke tophold fra BSV, venter der lørdag aften endnu et tophold, når gæsterne fra TTH Holstebro kommer på besøg.

TTH har gjort det godt i denne sæson og befinder sig derfor også fortjent på ligaens 4. plads á point med BSV på 3. pladsen. Værd at holde øje med er især de to hurtige fløje, Magnus Bramming og Kasper Kildelund, mens også højre back Peter Balling sædvanen tro også ligger højt på vestjydernes scoringsliste. Formår REHH at minimere fejlene angrebsmæssigt som i BSV og dermed undgå de hurtige kontrascoringer imod sig – ja, så kan alt ske.

Derudover gælder det for REHH om at tage de mange gode takster fra onsdagens kamp med. Her var både forsvars- og angrebsspillet af høj klasse. Ligesom i kampen mod BSV er det nødvendigt at holde koncentrationen og det høje spillemæssige niveau, vi ved holdet har, i samtlige 60 minutter. Lykkedes det er der bestemt mulighed for at nappe endnu 2 point mod et tophold.