Jacob Heinl udlejes til Flensburg-Handewitt | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
29. oktober 2019
Foto leveret af Nordlyset72

Ribe-Esbjerg HH’s forsvarsspiller, Jacob Heinl, udlejes til Flensburg-Handewitt med øjeblikkelig virkning for resten af indeværende sæson.

Grundet Simon Halds knæskade har den tyske storklub henvendt sig med et så økonomisk attraktivt tilbud, at Ribe-Esbjerg HH ikke kunne sige nej til dette. Taget den økonomiske kompensation og Jacob Heinls personlige ønske i betragtning ser vi dette, som den rigtige løsning for både Ribe-Esbjerg HH og Jacob.

Jacob Heinl udtaler: ”Jeg har haft en fantastisk tid i Ribe-Esbjerg HH. Holdet som helhed fungerer rigtig godt, og starten på denne sæson har været over al forventning. Jeg er dog meget taknemlig for, at Ribe-Esbjerg HH har givet mig muligheden for at hjælpe min hjerteklub, hvor jeg har spillet i 24 år. Jeg ønsker Ribe-Esbjerg HH held og lykke i resten af sæsonen”.

I sæson 2016-2017 overpræsterede vi i Ribe-Esbjerg HH, hvor klubben med et lavt spillerbudget og flere egne talenter, heriblandt Jacob Holm, kom i semifinalen i håndboldligaen – det ser vi med stolthed tilbage på. I de efterfølgende sæsoner blev spillerbudgettet som bekendt øget betragteligt med stor støtte fra erhvervslivet, og der blev hentet mange nye topspillere i håb om at gøre det endnu bedre sportsligt. Det har været en svær proces at tage det ekstra skridt, og derfor har klubben foretaget en revurdering. Implementering af den nye strategi for de kommende sæsoner er igangsat, hvor der sigtes efter en trupsammensætning bestående af rutinerede spillere kombineret med unge talenter.

Set i den sammenhæng er det et naturligt skridt for Ribe-Esbjerg HH at sende Jacob Heinl til Flensburg-Handewitt – til gavn for alle parter.

 

/Anette Knudsen