Knebent nederlag i Nordsjælland | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
25. april 2019
Foto leveret af: Ingrid Anderson-Jensen - Nordlyset72

Efter en indsats som de første 45 minutter var mangelfuld, måtte REHH modtage et knebent nederlag til Nordsjælland Håndbold onsdag aften i Hillerød. Resultatet blev 26 – 25.

REHH startede skidt i begge ender, men efter godt 10 minutters spil fik defensiven bedre fat og sammen med en fra det tidspunkt og halvlegen ud flot spillende Søren Haagen i målet, kunne det have været med til at bringe holdet i teten. Det gjorde det ikke. Angrebsspillet var langsomt og uden bid. 3 kontrascoringer af Kasper Kvist og derudover blot 7 mål i det etablerede angrebsspil var facit efter de første 30 minutter. Ikke prangende. Stillingen ved halvtid 13-10 til hjemmeholdet. Det var som om, der manglede noget nerve hos udeholdet. Det måtte blive bedre i anden halvleg. Kunne ikke andet.

Det blev det også, men da det skete, var det lige nøjagtig for sent. REHH kom bagud 20-14. i den periode var det særlig højre back Nicolas Lundbye, som vi ikke kunne styre. Han lavede 6 mål på 8 afslutninger og var en konstant trussel for defensiven. Så skete der noget. REHH kæmpede sig så på forbilledlig vis tilbage i opgøret. Forsvaret som efter en genopstandelse i første halvleg ellers ikke hang sammen i det første kvarter af anden halvleg, begyndte at tackle igen. Og angrebsspillet ændrede karakter. Det var det sidste kvarter veltilrettelagt og flot kreeret via 7 mod 6 – spillet som virkelig blev mestret fint med masser af indspil og en stærk Jonas Tidemand på stregen. REHH hentede 5 mål og havde chancen for udligning i det sidste angreb, men bolden blev desværre misset, og tiden løb ud. Nederlaget var en kendsgerning.

Der skal en helt anden indsats til i udekampen mod KIF Kolding på lørdag. KIF Kolding kæmper for livet, og der skal vi være klar!

/Sune Agerschou