Markant udesejr i Ringsted 23-30 (10-16) | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
29. november 2020
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Det blev et kampforløb som ikke kunne være ønsket bedre, da REHH-holdet var i kamp i en intim Dansk Kabel TV Arena lørdag eftermiddag. Kampen virkede i kontrol hele vejen, set med REHH briller, og det skyldes ifølge træner Kristian Kristensen to parametre.

"Vi havde tydeligvis lært meget af pokalkampen i starten af sæsonen, hvor vi blev presset. Dermed var overraskelsesmomentet i f.eks. et medlevende hjemmepublikum nulstillet. Herudover virkede spillerne ekstremt fokuseret, og det gav gode præmisser for at gennemføre kampen i kontrol”, slutter træneren.

Kampen blev gennemført uden Jonas Larholm, der døjer med en mindre skade. Det gav ekstra styring til Gunnar Steinn Jónsson, hvilket så godt ud i lange perioder. På måltavlen lyste Nicolai Nygaard og Mathias Jørgensen op – sidstnævnte med 9/9!

Defensiven var ligeledes effektiv og samarbejdet med Søren Rasmussen så i dag rigtigt godt ud, hvilket resulterede i en imponerende redningsprocent på 50%.

Alt i alt en fin oplevelse for REHH mandskabet, der nu arbejder frem mod hjemmekampen på torsdag kl. 19:00 mod KIF Kolding i Blue Water Dokken.


Målscorer:

Mathias Jørgensen, 9
Nicolai Nygaard, 8
Rúnar Kárason, 4
Lasse Uth, 3
Miha Zvizej, 3
Daniel Ingason, 2
Gunnar Steinn Jónsson, 1